Jeg har kaldt denne lille artikkel for ”på vej på arbejde” Det var dejligt at være hjemme i næsten fem måneder i Givskud og få lejlighed til igen at være en del af byens liv. Ikke mange ved vist at jeg skal arbejde i Kirgisien i det samme projekt som jeg var i i Kazakhstan. Jeg skal slutte projektet af i Kirgisien hvilket betyder at jeg skal være her til den første August. Projektet slutter så og skal ud i licitation, og der er ingen der ved om vi vinder det. Hvis vi gør det er der sikkert 3 år mere her. Men efter Kazakhstan, hvor projektkontoret stadig er lukket på grund af uoverensstemmelser mellem regeringen og EU, skal jeg nu lige slutte af her i Kirgisien, hvor min kollega rejser. Jeg fortæller stadigvæk lidt om ”verden” som jeg oplever den og ser den. Somme tider sjov, somme tider tragisk andre gange ”undrer man sig blot”. Men efter en lidt lang forberedende rejse, der gik over Almaty er jeg nu kommet til Bishkek, der er hovedstaden i Kirgistan. Kendt fra mindre behagelige ting på det sidste men det vender jeg tilbage til i en anden lille artikkel. Måske var turen over Almaty spildt rent arbejdsmæssigt, da jeg ikke var klar over at Ambasaden havde lukket mandag den 2. maj. Alligevel tror jeg, at det har været godt lige at få tid til at akklimatisere sig til Central Asien igen efter nu at have været væk i fem måneder. Jeg fik i hvertfald snakket russisk en hel del idet det jo er meget nemt at komme i kontakt med folk her ude. Ikke mindst taxachaufførerne der jo villigt giver deres bidrag til ”underholdningen” om verdenssituationen ikke mindst, når de hører man skal til Bishkek. Det skorter ikke på mangel på advarsler om ”hvad der kan ske”. Jeg lytter bare! En speciel oplevelse er der selvfølgelig altid, uanset hvor velforberedt man er og hvor meget man passer på at bruge sin erfaring. Jeg har for længst besluttet, at jeg hver gang jeg skal i taxa til Bishkek, vil jeg køre i en god bil, da vejen er under reparation og derved bliver tiden for de 250 km forlænget med ca 2 timer. Derfor var det et held, at der lige uden for mit hotel, holdt en sort flot Mercedes taxa med en ung chauffør, der også kunne et par fraser engelsk. Om ikke andet kunne vi hurtig aftale pris til Bishkek, idet jeg havde besluttet at ville give 100 $. Han skulle hente mig næste morgen kl. ca 09.30. Dette skete helt uden problemer, efter at jeg havde formået at få mit visa endnu inden det kirgisiske konsulat åbnede. Jeg mødte op klokken 09.30 og havde egentlig bare besluttet at vente til den almindelige åbningstid kl 10.00 og så se om jeg kunne være heldig at få dem til at give mig et visum med det samme. Normalt er det sådan at man afleverer papirerne om formiddagen og så kan hente visaet om eftermiddagen. Den procedure havde alle indskærpet mig, men OK et forsøg værd var det. Jeg havde lige stillet mig til rette uden for en stor jernport, da en diplomatbil af en gammel auditype kom kørende hen mod porten. En ung chauffør trådte ud og skulle til at åbne og spurgte om jeg skulle have visum. Det var jo da rigtigt og jeg nikkede. Han sagde ”kom ind”, hvilket jo da var et skridt på vejen. Så jeg bemægtigede mig de tre første meter af kirgisik territorium, og stillede mig der, så de kunne få lukket jernporten igen, hvilket skete. Så nu var jeg ihvertfald inden for, men jeg ville jo nok snart blive ”smidt på porten”, for hvordan kunne en chauffør lukke mig ind 25 minutter før åbningstid. Jeg ventede pænt i et par minutter med min mest ydmyge attitude, hvordan den så end er. Jeg kunne se at inde i huset gik der nogle mænd rundt og var ved at gøre klar til dagens arbejde. Så kom en ældre lidt korpulent herre, der klar så ud som om at vodkabygerne ved flere lejligheder havde hærget hans ”verden”. Han sagde jeg skulle komme ind, og jeg forklarede ham at jeg havde et vigtigt møde i Bishkek klokken 14.00, hvilket var en sandhed med modifikationer. Han var da egentlig også ret ligeglad med det, så han tog mit pas og stak mig en seddel jeg skulle udfylde med de samme oplysninger som jeg lige havde giver ham på et tilsvarende stykke papir. Endelig skulle han have et pasbillede. Så gik han, og lidt efter kom chauføren tilbage og da han så, at jeg var færdig med at udfylde mit papir, startede han med at arbejde på mit visum. Hæftede billedet på mit papir, skrev lidt og gik så sin vej igen, smilende. Jeg var helt sikker på, at jeg ville komme til at betale ekstra for det her. Men lidt efter kom den smilende ”vodkamand” tilbage med mit visum, gav mig det og ønskede mig god tur til Bishkek. Jeg takkede mange gange, denne gang ikke ydmygt, men glad og positivt overrasket over at jeg et kvarter før jeg overhovedet skulle være i stand til at komme ind på konsulatet havde fået mit visum. Måske blot et udtryk for kirgisisk fleksibilitet og venlighed. Men det skulle vise sig at der var større udfordringer i vente. Jeg var således tilbage ved hotellet klokken 9.55 og taxaen ventede. Han brokkede sig lidt over at jeg var forsinket, hvilket nu ikke helt var tilfældet da mit udmærkede russiske vist nok havde sagt, at jeg havde et møde på ambasaden først kl. 10.00, men pyt, når man betaler for ”musikken” bestemmer man jo også hvad slags ”musik” der skal spilles. Hurtig læsning, og jeg var forberedt på den første ting, der ville ske. Jeg vidste at han ville have forudbetaling og normalt betaler man ca halvdelen forud og resten ved ankomst. Og ganske rigtigt manden ville have penge... dem alle sammen, hvilket jeg dog nægtede. Men manden instisterede, så han fik dem. I en flot forholdsvis ny sort Mercedes, diskuterer man da ikke slige bagateller. Der gik ikke længe derefter, måske fem minutter, så begyndte han at forklare et eller andet om ”Voksal”. Voksal betyder i visse sammenhænge en ”rutebilstation”. Jeg var derfor lige pludselig lidt betænkelig, men kunne da ikke forestille mig, at jeg havde betalt for at skulle med en bus. Det var heller ikke tilfældet, men i stedet blev jeg kørt til en stor taxaholdeplads, hvor han stoppede og hentede en anden bil, med en chauffør, der så ud som om han lige var kommet ud af et bodybuilderlokale og havde taget epo de sidste 10 år, for at komme til at se sådan ud. Jeg vidste godt, hvad der nu skulle ske. Så mit adrenalin kogte pludselig og jeg skældte og smældte og kaldte ham svindler og bedrager, hvilket blot resulterede i at manden tilbød at køre mig tilbage til hotellet og give mig pengene tilbage. Hvor dum har jeg egentlig lov til at være? Hvad fanden gør man i sådan situation. Mit adrenalin sagde mig, at han kunne tage mig tilbage til hotellet, så han startede med at lukke dørene og bodybuildermanden ville til at køre igen. Så startede realismen i mig og jeg begyndte at tænke rationelt. Tidmæssigt ville det koste mindst to timer, og samtidig med ville det koste en lang diskussion om at manden sikkert ville have betaling for det han allerede havde kørt, så jeg sagde ”davei”, som vistnok betyder noget i retning af i denne her sammenhæng ”OK din idiot og svindler” så lad gå! Nåh, bodybuildermandens bil var OK, og det gik hurtigt ud over stepperne. De første 75 km var forholdsvis nyanlagt vej, mens resten var under ombygning. Det bliver en god vej om et par år når de er færdige, men allerede nu, ser det ud til at blive godt. I betragtning af at det er 250 km der skal renoveres, så går det stærkt. Der var ikke meget snak under turen. Jeg gættede kryds og tværs og læste lidt arbejde. Vi nærmede os efter 200 km grænsen og der var ikke langt igen til grænseovergangen da min bodybuilder pludselig standsede og gik hen til en gammel faldefærdig audi, der burde være skrottet for 25 år siden. Allerede da havde jeg mine anelser, og vidste hvad der skulle ske. Hvad kan man gøre? Intet, manden var igang med at finde en ny ”taxa” der kunne tage mig det sidste stykke til Bishkek. Igen en diskussion, denne gang uden at adrenalinet kom i kog, da resultatet var givet på forhånd. Vi læssede tre kufferter og to tasker ind i en bil, der kun er beregnet til to. Ydermere skulle der en mand mere med over grænsen. Jeg forestillede mig problemfelterne der kunne komme ved grænsen, hvilket dog var helt unødvendigt, da det skulle vise sig at gå helt uproblematisk. Jeg ved ikke hvad jeg havde forestillet mig ved grænsen, men alt var normalt. Grænsen havde været lukket i en periode under det de kalder ”revolutionen”. Det ord vil jeg kommentere senere i en anden historie, idet det er svært at forstå, hvordan man her ude overhovedet kan ”oppe” sig til en revolution. Men som sagt, det er det de kalder det. Kazakerne nok mest fordi de er bange for at de står for tur næste gang. Nåh, men de to fyrer der skulle tage mig til Bishek så ud til at have styr på situationen, og de hilste venligt på alle ved grænsen som om at de ville sige ”vi har lige en her der skal over”, gør det lidt kvikt. Men alt var fuldstændig normalt. Så kom turen til Bishkek fra grænsen. De sidste fire fem gange jeg har kørt turen har det været som at køre i et langt kraterlandskab på månen, og jeg husker at kirgiserne har fået penge utallige gange til at få repareret denne vej. Der var også repareret.... omkring 500 meter ud af de ca 50 km. Jeg tænkte lige lidt på at måske er der nogle, der ved hvor alle de penge er gået hen for de er ikke puttet i materialer til vejen. Det er simpelthen deprimerende at se at der ikke sker noget med dette. Jeg kan være ligeglad, men lokalt ved man godt at der på den anden side af grænsen i Kazakhstan er langt bedre styr på tingene. Trist, ærgerligt og beskæmmende og ingen kan begræde at at man jagede Akajev på porten. Nå, men jeg ankom så rimelig planmæssigt til Bishkek og kom til hotel Pinara, hvor den tredie chauffør nu også ville have ekstra penge af mig. Lidt synd for ham fik han ingen. Jeg er rimelig sikker på at han ikke har fået mange basører ud af de 100 dollar jeg betalte for turen, men min tålmodighed var brugt op. Lige nu har jeg været her i fire dage, det er den 6. maj. Vejret er perfekt som altid på denne tid af året. Bishkek ligner sig selv, bortset fra de plyndrede butikker, men det skriver jeg om senere, da jeg faktisk har fået en del oplysninger. Man kan godt se at der er sket noget siden jeg var her sidst og arbejde. Det har været svært at tilpasse mig denne gang. Selvom jeg har været her en uge i Central Asien er det svært. Appetitten er væk, jeg havde ikke mere end passeret grænsen til Kirgisien før jeg fik dårlig mave, og det er først nu ved at være i orden. Det skal dermed også siges at jeg spiste et stykke lokal kage den første dag på tom mave.... dumt, ja... meget. Jeg har fundet en god lejlighed, der egentlig er i en meget gammel bygning, men moderniseret og helt OK. Jeg sover godt om natten. Det viste sig at kontoret skulle til Isykul i fredags sammen med nogle fra ministeriet, så jeg måtte med og det var jo en god introduktion til dem jeg skal samarbejde med. Vi havde en god tur derop, hvor der blev festet med øl og vodka. Det var første gang jeg var der siden jeg var der sammen med hele familien tilbage i 2000. Vi stoppede det samme sted og havde behov for at gøre nøjagtig de samme livsnødvendige ting som dengang. Lørdag morgen ved Isykul vågnede jeg med en kæmpe tennisalbue. Jeg vidste nu godt at den var på vej, men troede faktisk at den var i aftagende, men nej. Jeg tog derfor tilbage til Bishkek ifald jeg skulle have den tjekket på sygehuset. Min sekretær tjekkede lige sygehusene, men fik det svar at lægerne havde holdt week-end og at de ville starte igen når feriedagene var ovre på tirsdag. Min konklusion var så, at der jo så ikke var nogen sygdom af alvorlig karakter i week ender og på helligdage i Kirgisien, så nu her i skrivende stund affinder jeg mig med det, og håber så på at problemet løser sig selv. Jeg spiser lidt smertestillende piller, og så går det nok over. Alt i alt er jeg kommet godt her ud om end jeg godt kunne have det lidt bedre rent tilpasningsmæssigt, men jeg tror det skyldes varmen og maden.... eller også er jeg blot ved at blive gammel. Jeg havde glemt min T-shirts, så i dag skal jeg altså ud at købe et par stykker. Men det ser ud til at det vist også er det eneste jeg mangler. En stor hilsen til Givskud og omegn, som jeg fortæller meget om herude, og ikke mindst viser en del billeder, blandt andet fra Givksuds Hjemmeside, Peter