En julehistore - eller hvordan jeg endte i et badekar med fem nøgne kvinder!

Så blev det juleaften...snart. På min kalender står der ihvertfald den 24 og på derhjemme må den vel efterhånden også have skiftet. Jeg er lige stået op, eller rettere sagt for godt to timer siden. Jeg sidder på kontoret i undervisningsministeriet i Kirgisien lige nu og er ved at lægge sidste hånd på en plan for at lave ”en bedre skole”. For en gang skyld arbejder jeg med noget jeg ved noget om, og som jeg heldigvis har gjort mange gange før. Forskellen på folks måde at reagere på nytænkning er ikke så forskellig fra Givskud Skole, Præstelundskolen og andre skoler jeg kender i Danmark. Jeg tror snart jeg har været skoleudviklingsprocesser igennem mange gange, og lige sjovt og spændende er det hver gang. I forgårs sad jeg ved Issykulsøen langt væk fra al ting. I skolerne underviser man uden bøger og andre væsentlige materialer for at kunne få en undervisning til at fungere.

 Klik på billedet for stort billede
På denne skole havde man påfaldene mange bøger.. gode bøger. Men her var også et enestående engagement blandt både forældre og lærere, samt en leder der havde et mål med det han ville.

De bøger, man har, er fra Sovjettiden. Lærerne er ligeså..... og så kommer jeg der og skal introducere en elevcentreret undervisning. Jeg mødte vel omkring 50 skoleinspektører på min lille færd rundt om Issykul søen og så 5 skoler. Jeg tror, jeg var den, der lærte mest, hvilket også er nødvendigt efter min filosofi, når man skal arbejde som konsulent. Jeg skrev i min introduktion til de folk jeg samarbejder med at jeg, vil forsøge at bruge de fortrin Vor Herre gav mig da han kreerede mennesket, nemlig det, at vi er udstyret med to ører og kun en mund. Det betyder i min forståelse af min opgave som konsulent at jeg skal lytte dobbelt så meget som jeg snakker. Det ser ud til at det bliver forstået og accepteret.


Kulturen spiller en stor rolle i skoleudvikling. Naturligt nok og ikke så ubekendt fra skoler jeg kender endda særdeles godt. Man skal derfor passe på når man sige elevcentreret undervisning og kun focuserer på hvad der sker i klasseværelset. Her modtages jeg med min samarbejdspartner på en skole i bjergene og man kan sige at mere relevant måde at underviser eleverne i den traditionelle kirgisiske gæstfrihed findes vel ikke. Vi kalder det ”Anskuelighedsundervisning”

Turen her op til julen 2005 til Issykul havde alt man kan ønske sig af indhold, og som hvis ikke, jeg var det mest tålmodige og forstående menneske på jorden, aldrig ville være gået godt.

Dagen før vi skulle afsted havde min assistent Azamat lovet at tilrettelægge turen til nogle af de fjerneste skoler i Issykul regionen. Vi skulle introduceret begrebet ”skoleudviklingsplaner”. Et begreb, der er vestligt inspireret og som vi efterhånden har lært at håndtere på en rimelig fornuftig vis i Danmark. I USA og England til nærmest enestående perfekthed. Så jeg var godt klædt på til turen, både på den ene og anden måde. Det lange uldne undertøj var fundet frem og taget på, hvilket nu skete allerede, da jeg kom herud. Ikke fordi at 6 til 10 graders frost er noget særligt, men opvarmningen i ministeriet er ikke den bedste omend det skal siges at det er bedre end for fem år siden da jeg var her sidst.


Som det fremgår af dette billede er det nødvendigt at være godt påklædt til et lærermøde. Temperaturen ligger ikke meget over 5 – 10 grader, hvis man er heldig. Detter er et ganske normalt lærerkollegie i skoler i de fjerne egne af Kirgisien. Der var ingen mandlige lærere på denne skole. Lønnen for en lærer her er 90 kroner om måneden.

Nå men vi havde jo aftalt at køre klokken 06.30 fordi diskussionerne havde gået på at afstanden indebar at vi skulle være undervejs i 4 timer og vi skulle have det første møde klokken 11.00, så der var tid nok. Vi nåede fint det første møde, efter at have brugt den første halve time på at købe ind. Jeg burde have forudset dette, idet der altid skal provianteres inden en sådan tur. Proviateringen bestor i 3 sandwich, der skulle vise sig at være en god invistering, en flaske cognag, en flaske vodka, mineralvand og nogle frankse kartofler af en eller anden slags. Ikke lige min prioritering men sådan er det, og alt skulle vise sig at være en fornuftig investering.

Turen gik fint. Vi fik det første møde med omkring 20 skoleledere fra skoler, der manglede bøger til næsten alle fag, ingen udstyr til faglokaler og en løn til lærerne på 90 kroner om måneden for omkring 40 timers arbejde. Men jeg fik dog sammen med min aldeles udmærkede kollega fra ministeriet afleveret budskabet om, at nu skulle der alså laves skoleudviklingsplaner. De sagde at det ville de gerne, men at det egentlig var nemt nok, og at det blot handlede om læsebøger på kirgisisk og russisk samt matematikbøger. Endvidere lidt mere i løn til lærerne. Det kunne vi jo så fortælle dem at sådan er verden skam ikke skruet sammen, det der pjat med materielle goder, det er skam ikke en del af skoleudviklingsplanerne... det havde de altså misforstået. Jeg husker svagt en tilsvarende diskussion måske på et lidt andet niveau fra den hjemlige ”andegård”. Nå jeg forstod dem nu godt, det er godt nok svært at bevare optimismen, når situationen er, som den er. Men heldigvis må jeg sige at min gode kollega, der er min samarbejdspartner i ministeriet, hun har også det menneskelige uddannelsespolitiske sigte, der tager sigte på at lave en elevcentreret undervisning, og mener det er et langt større problem en bøgerne. Jeg er enig, men det er svært at argumentere for når man ser hvor skidt det står til.

Nå, men som vanligt når jeg er stået op klokken 05.30 om morgenen og har spist mit hjemmebagte brød til mogenmad med en stærk kop kaffe til, så begynder virkningen at indfinde sig omkring klokken 11.30. Derfor måtte jeg som så ofte før glæde mig over, at jeg var godt forberedt til turen, og greb derfor i tasken efter 4 ud af 10 ark fra køkkenrullen. Køkkenruller er bedre en toiletruller, da de ikke så let går i stykker ved brug, hvilket er vigtigt, når der er langt til vandhaner. Jeg spurgte forsigtigt efter at vi var færdige med det første møde om vej til toiletet. Det kan jeg nu gøre på fejlfrit russisk.


Efter en tur ”i gården”, er det rart at komme indenfor i varmen og fortælle om elevcentreret undervisning og skoleudviklingsplaner. Skoledirektøren havde taget hatten af og styrede iøvrigt mødet ved at bede kvinderne rejse sig i forsamlingen når de talte.

Godt der var sne, så virkede brillerne lidt igen. Nu trængte vi altså til noget at spise. Min assistent Azamat, der er en meget kirgisik mand går meget op i mad, og han bliver utilpas, når vi overskrider spisetiderne. Vi troede vi kunne finde en cafe i den landsby vi var i. Skoledirektøren, der forøvrigt i bedste skolemesterstil havde styret mødet og bedt kvinderne rejse sig når de talte i forsamlingen, havde ikke tænkt sig at invitere på mad men henviste os til et sted på vej til næste by på vores odysse. Vi fandt også byen, der vistnok var et turiststed om sommeren med ihvertfald fire synlige cafeer. Ingen af dem var åbne og Azamats humør nærmede sig nulpunktet, og jeg henviste til, at vi jo da havde tre sandwich, hvilket han på det kraftigste afviste, han kunne ikke fordrage sandwich. Efter 20 minutters vandring traft jeg turens eneste beslutning. Nemlig at køre videre og spise vore sandwich. Det gjorde vi og efter en halv times kørsel gav han sig og spiste med.

Vi nåede næste by og historein gentog sig, borset fra, at jeg ikke tabte mit brilleetui denne gang. Nu kom så spørgsmålet om ”hvor skal vi sove i nat”. Jeg har det sådan at det er mig fuldstændig ligemeget. Hvad de kan klare, kan jeg også klare. Så jeg bad dem ordne det. Klokken var omkring 4 om eftermiddagen da vi var færdig med møderne og vejret var pragtfuldt. Strålende sol, sne og en 8 til 10 graders frost. Det ville blive en kold aften.

Som altid er det driftige kvinder overalt, således også på skolen, hvor vi var. Hun drev efter sigende landets bedste skolebibliotek, hvilket hun underholdt os med, og samtidig også byens bedste pensionat, så vi havde intet valg. Der var heller intet andet. Så vi tog med hende hjem. Vi startede derfor turen mod hendes ”sted”. Det viste sig at hun boede i udkanten af byen og da vi ankom var man igang med en sørgehøjtidelighed hos naboen, der lige var død. Han var 94 år og nu havde han fået fred. Som vanligt kom folk til en sådan seremoni og der var opstillet yurter på gaden, hvor der nu blev spist og sikkert også drukket lidt vodka. Vi fortrak nu hurtigt ind og den første vi mødte så godt nok lidt underlig ud af en kirgiser at være. Det viste sig da også at det var en 22 årig amerikaner, der var udsendt af den organisation der hedder Peace Corps. Hun skulle undervise i engelsk på den lokale skole. Hun boede her og skulle gøre det i to år. Jeg skulle endnu engang på toilet, og havde denne gang dog en minimal forhåbning.... men nej. En tur udenfor og ned i baghaven, gennem en dør, der førte ud til en indhegning. Men det var endnu ikke helt mørkt, så jeg fik hurtigt stillet mig an, lukket døren til og gjort klar. Så skrabte det på døren. Jeg sagde. Her sidder jeg! Det skrabte igen. Jeg sidder her sagde jeg lidt højere. Det hjalp ikke og jeg løftede mig lidt for at kigge over brædderne. Udenfor stod tre får og kiggede på. Nå det sker der jo ikke noget ved, men jeg tænkte altså på at hende den 22 årige amerikaner, hun er altså kommet langt hjemmefra.

Det var vel her omkring det tidspunkt, jeg kom til at tænke på, at der altså er lang tid til i morgen. Jeg havde ingen kryds og tværs med og ingen bog at læse i. Kun fagligt læsestof... så det var jo nok det. Vi spiste lidt mad, drak te og så kom spørgsmålet havd vi skulle lave. Jeg havde allerede da en frygt for et eller andet, som jeg ikke ville. Jeg sagde jeg ville gå i seng tidligt og være klar til imorgen. Vores omfangsrige vært foreslog at vi skulle tage ud at bade, hvilket afstedkom min hurtige og bestemte afvisning. I huset var der foruden os tre fra ministeriet, to døtre på 20 og 16 og så hende den amerikanske Peace Corps kvinde samt en vært fra den lokale skoleadministration. Det hører med til historien her at indtil nu, var både vodkaen og cognacen intakte. Gruppepres virker meget dårligt på mig, men efter en timestid var der ingen anden udvej, end at jeg også tog med. Vi skulle til et sted, hvor en underjordisk varm kilde forsynede en pool med varmt vand og hvor det var meget helbredende at bade. Jeg sagde, at jeg absolut ikke fejlede noget, hvilket kun afstedkom den bemærkning at det er bedre at forebygge en helbrede. Jeg vidste hvordan det ville være.... men sådan var det slet ikke, det var værre. Jeg så godt de havde taget håndklæder med.

Vi kørte først 18 kilometer ad ikke helt dårlige veje. Vi kørte direkte mod søen. Det frøs omkring 18 til 20 grader. Det var stjerneklart og helt stille vejr. Azamat underholdt hele tiden med at han havde hørt at dette var et sted hvor grupper af mænd og kvinder tog hen og badede inden brylluppet, og nu håbede han bare ikke at det var mændene, der var der, når vi nåede frem, der var ingen grænser for hans fantasi. Men han tog fejl..... det var absolut også værre end han havde forestillet dig. Hvis jeg nu beskriver det vi så da vi drejede ind på den lille gårdsplads som tre totalt forfaldne hønsehuse, der var forladt for årtier siden. Ingen vinduer i overhovedet. Det havde der vist heller ikke været. Der var selvfølgelig is over alt. Ud af et af husene kom der damp, så jeg tænkte at der nok var en svømmepøl der. Det viste sig også at være en forkert antagelse. Den stod derimod ude på gårdspladsen. Den var 2 meter på hver led og var lavet af jern. Det var frostvejr, stjerneklart og stille vejr. Jeg foreslog en tur til søen der lå 200 meter væk.

Den omfangsrige vært gik sammen med Azamat og jeg resten blev og jeg havde en meget stærk formodning om, hvad de ville. Turen ned til søen, der ikke var frosset til overbeviste Azamat og jeg om at der nok ingen vej var tilbage nu. Vi måtte gøre det! Derfor endte det med at vi efter en halv time sad i et dejligt varmt badekar nøgen sammen med 5 kvinder i 20 graders frost.


De forsvandt nu de fleste af dem da vi hoppede i. På det tidspunkt var det at vodkaen og cognacen gjorde godt. Efter en halv times tid var vi klædt på og stod rundt om et interimistisk bord med kød og brød medbragt hjemmefra. Vi skålede og begav os derefter hjemover og nåede hjem omkring klokken 22.00, hvilket stadig var tidligt. Men der var ikke andet at gøre end at ”tørne” ind. Det blev en god nats søvn, men igen er det altså træls, når man har brug for at skulle ud og kigge til fårerne. Det viste sig ved mit natlige besøg, at der også var en hest derude. Det var koldt da vi vågnede. Azamat havde snorket. Jeg var ret frisk. Jeg vaskede lige hovedet i koldt vand i køkkenet og fik børstet tænderne, mens den omfangsrige værtinde stegte kartofler, løg og gulerødder til morgenmad.

Næste dags arbejde lignede den første.... aldrig har det været så dejligt at nå tilbage til Bishkek om aftenen klokken 19.30 og få et varmt bad og en øl.

Glædelig dejlig jul til alle.