Fra Astana til Givskud.
Hermed en lille hilsen til Givskud og omegn fra ”os” i Regulusparken nr.
29. Vi er stadig herude, og som lovet en lille hilsen om livet fjernt fra der,
hvor vi hører til. Egentlig skulle denne historie have været fra en skole i Astana,
men det har knebet med mulighederne og tiden for at få det gjort. Det kommer
senere.
Efteråret
er nu også kommet til Astana Det kommer lidt tidligere end det gør derhjemme.
Her i dag på en af de sidste i september, er den første frost kommet, og efterårets
farver pryder de mange nyanlagte parker. Om ganske kort tid forsvinder disse
blomster, idet frosten snart vil tage dem. Ruth vil prøve at få nogle af disse
blomster med hjem i haven for at se om de kan gro der. Der er nemlig nogle for
os ret ukendte sorter, eller ihvert fald for en ikke særlig blomsterkyndig som
Peter.
Efteråret her er smukt, vi har mange dage med det vi forstår ved ”Indian
Summer”. Høj sol, flot blå himmel og ofte kølige dage, hvor temperaturen når
ned omkring frysepunktet.
Hellige
træer!
Træer er nu ikke hellige, men man behandler træer med omhu, idet vi er i et
klima, hvor der ikke er meget skov. Poplen og birketræet er de mest almindelige
træer. Jeg ved ikke om det er en bestemt politik, men vi har endnu ikke set en
motorsav igang med at fælde træer. Derimod graver man selv store træer op både
med håndkraft og med maskiner for senere at kunne genplante dem.
Det her billede kunne vi ikke stå for. Som I kan se på billedet var træerne
der først, så kom fortovet. I stedet for at flytte træerne, så lod man lige
træerne stå på fortovet. Måske ikke så dumt!
Meget af
arbejdet med anlæg af nye parker forgår med håndkraft og der er mange mange
mennesker igang, både dag og nat med at anlægge. Der er arbejdspligt for de der
er uden arbejde og som modtager hjælp. Ligeledes er der en del handicappede,
der på den ene eller anden måde hjælper til med at få især hårdt fysisk arbejde
udført. Det er svært at sige hvad vi synes om det, vi er i en anden kultur og
samfundsmønster, der gør at vi ikke kan sammenligne.
Vi skal jo have noget at spise!
Peters unge mor på 76, der gennem mange år drev et plejehjem for ældre og
handicappede var ude at besøge os i 14 dage i sommer. Hun var jo vant til
storindkøb, så vi skulle en tur på basaren for at se lidt på udvalget. Her er
Ruth og min mor ved at overveje om det nu skal være en ”halv hest” vi skal have
til aften. Nej hygiegnen er ikke Bilka eller Føtex, men helt ringe er det nu
ikke. Normalt handler vi ind i et supermarked der ligger lige uden for vores
dør, her er hygiegnen i top, men mange lokale bruger basaren. Det hører
kulturen til herude... og så er det noget billigere.
Byrådsvalg
i Astana!
Den 20. og 21. september var der byrådsvalg i Astana. På fjernsyn og i
gaderne var der det vi forstår ved en rigtig valgkamp. Helt som der hjemme var
det de der sidder på magten, der har afgang til medierne, mens nr. 13 på
listerne har svært ved at komme igennem med et budskab. Så på den måde var der
ingen forskel på hjemme og her. Ligeledes blev postkasserne fyldt op med
valgpropaganda, og i vores kvarter var der flere aftner i træk gang i
”ladvognene” med taler og høj musik. Jeg er hamrende ligeglad hvad andre siger,
men den demokratiske udvikling er på vej i Kazakhstan. Der kan sikkert rettes
mange kritiske øjne på visse dele af udvilingen, og det bliver der med rette,
men jeg ser hellere en udvikling bestemt af den Kazakhstanske befolkning end at
en dansk regering, beslutter sig for at gå i krig for ”demokratiet” i en del af
verden, som de kun har læst om i historiebøgerne eller fordi den nu engang vil
behage USA. Men sådan kan man jo se forskelligt på det. Her har vi forøvrigt
følgeskab af Søren, der er her midlertidigt i et andet Tacis projekt. Vi
svømmer sammen tre eller fire gange om ugen.
En
helt ny hovedstad!
Astana er, som vi vist skrev sidst en helt ny hovedstad. Det betyder at nye bygninger skyder op som paddehatte overalt. Det er imponerende og utroligt spændende at være en del af. Her er det transportministeriet, der snart er færdig. Blot en af måske 60 - 70 helt nye administrationsbygninger der snart vil være færdig.
En positiv ting rent arbejdsmæssigt er at mange ansatte i administrationen
og det politiske system er unge og dynamiske folk, der vil skabe udvikling.
Peters daglige samarbejdspartner er 28 år.
Der er nok at få tiden til at gå med.
Her er Ruth ”snuppet” i et øjebliks vanvid, hun er i gang med studiet af
det russiske sprog. Vi forsøger begge efter bedste evne at lære russisk. Vi
synes det er svært, eller også har vi blot svært ved det. Men vi er nu så langt at vi kan klare os på egen hånd i de fleste
situationer. Dog ikke møder, der foregår med tolk. Vi har begge tre ”enetimer”
hver for sig om ugen, hvilket er ”nok”! Så kan vi ikke klare mere.
Kryds og tværs hjemmefra er ikke dårligt som afslapning i week-enderne og
så selvfølgelig svømning og en gå-tur.
Vi sender
en skål fra den engelske pub, hvor vi på en god aften godt kan klare at få et
enkelt krus øl. Der er ikke helt den samme stemning som ved festlige lejligheder
i Givskud forsamlingshus, men øllet smager ligegodt, når bare man er tørstig
nok. Forøvrigt kan vi købe rigtig godt lokalt øl herude, mens den lokale vin er
elendig. God fransk eller italiensk vin koster ca det dobbelt af hvad vi skal
give derhjemme.
Skål og
mange hilsner fra os
Ruth og
Peter