Derfor er der krig I verden!

 

For at forstå denne historie behøver man ikke være helstuderet ud i engelsk ej heller i militærstrategi, blot være i besiddelse af sund fornuft og en smule menneskeindsigt og kende et meget anvendt ord nemlig ”peace”, der vistnok betyder fred også på amerikansk. Endvidere skal man altid huske at det sete altid afhænger af de øjne, der ser det, og med hvilke politiske briller vedkommende er udstyret med netop denne dag.

 

Egentlig skulle jeg blot en tur til Bishkek i Kirgisien fra Astana i Kazakhstan. Jeg havde tilbragt en nat i Almaty for at gøre rejsen lidt mindre udmattende. Aftenen der havde bestået i at finde en god pub og drikke et godt glas irsk Guinessøl. Det var lykkedes og jeg skulle næste morgen med en i forvejen bestilt taxi, der blot var den bil, der kom først forbi, da jeg skulle fra lufthavnen og ind til mit forudbestilte hotel. En audi af ældre model, men dog i en stand der gjorde at jeg kunne sidde ret mageligt på bagsædet. Prisen var det der svarer til danske 480 kroner for en køretur på tre en halv time, eller som man regner herude 75 gode amerikanske dollars.

 

Jeg satte mig ind på bagsædet ret præcist klokken 10.00 og var rimelig sikker på at jeg kunne være i Bishkek klokken 12.00, idet der er en times tidsforskel. Jeg kan aldrig helt finde ud af om de så er bagud eller foran, men det kan vel egentlig være ligegyldigt, når blot man ved hvad klokken er.

 

Alt gik fint, jeg havde ikke helt forestillet mig at vejen var så dårlig. Den var dog under reparation, hvilket absolut var nødvendigt hvis det skal være muligt at færdes på den bare nogenlunde sikkert. Flere steder er der store kratere, hvor man knap kan se bunden af hullerne. Det havde regnet den morgen og en gammel lada kørte gennem et af disse kratere, uden helt at være klar over dybden, med det resultat at vandet stod helt op på forruden da han kørte gennem hullet. Dette afstedkom nogen moro mellem den meget tavse chauffør, jeg havde fået og så jeg. Andre steder måtte vi ud på markerne fordi begge spor på det, der en gang skulle blive til en mellemting mellem en motorvej og en motortrafikvej, var helt gravet op. Vejbyggeriet financieres af den Asiatiske Udviklingsbank og er en af hovedhjørnestenene i udviklingen af samhandelen i hele Central Asien. Fra mange tidligere ture på denne vej vidste jeg at der ofte var mange kontrolposter, hvor man kunne forvente de mærkeligste oplevelser. Men denne gang blev vi ikke stoppet en eneste gang.

 

Thorsted!

Hver gang jeg kører denne tur stopper jeg altid på Thorssted! Det var det sted, hvor jeg og Ruth på en af mine safarier i Central Asien en meget tidlig morgen mens solen var ved at stå op over Pamirbjergene blev overladt til os selv på grund af en bil der var brudt sammen midt om natten. Vi skulle nå et morgenfly til Istanbul næste morgen. Vi nåede flyet fordi det lykkedes os at stoppe den lokale rutebil, og få den til at køre som død og helvede til Almaty. Men midt under vores to timers venten i en 10 grader kold Kazakhstansk ørken iført træningstøj skulle jeg træde af på naturens vegne og gik lidt for mig selv. Her rammer den stråle der næste blev til istapper før den ramte jorden pludselig en dansk øl fra mit kære randrusianske bryggeri. Thor stod der på flasken. Jeg kan endnu kende stedet, og jeg gør gerne et rituelt holdt der, hver gang jeg kommer forbi.

 

Nå, men turen gik videre mod den kirgiske grænse efter dette rituelle stop. Vejen blev ikke bedre, og turen op over Pamirbjergene er ikke den største nydelse, idet der ofte sker alvorlige uheld her. Dog er det mest om vinteren hvor sne og is gør det utrolig farligt at køre turen. På denne tur følte jeg mig nu ikke særlig nervøs, da det var en rimelig forsigtig chauffør.

 

Når man kommer gennem bjergene skifter landskabet karakter, og bliver mere grønt. Det man mangler i Astana er lugten af forår, duften af træer, buske og blomster der er ved at springe ud. Denne duft føler man allerede de første kilometer efter bjergene og jeg begynder allerede at tænke tilbage på mange gode dage i Bishkek, hvor denne del af året altid var utrolig skøn og smuk. Skulle jeg engang ønske at komme tilbage til Bishkek skulle det være til marts måned, når alt begynder at blive grønt og med et forår der kan vare helt frem til slutningen af maj, hvor sommerens hede så tager over, og det blev lidt for varmt.

Men vi nærmede os hastigt grænsen til Kirgisien. Omkring fem kilometer før grænsen blev vi overhalet af en hvid koreansk firhjulstrækker. Jeg lagde mærke til den fordi den så ud til at være stopfyldt med mennesker, men tænkte så ikke mere over det før vi kom hen til grænsen, hvor den var parkeret på området helt fremme ved grænseovergangsbommen til Kirgisien. Grænseformaliteterne forløber nogenlunde gnidningsfrit, men meget uorganiseret og virker lidt tilfældig. Tidligere var det sjældent man i det heletaget skulle vise pas, når man kom til denne grænseovergang. Men nu har vi da fået lært dem, at dette er en vigtig ting, hvis man skal opretholde nationer som selvstændige og uafhængige. Dette tænkte jeg på, her kun en uge før vi i Europa optager nye lande og bryder flere grænser ned. Gad vide hvad det er for en logik, vi er udstyret med.

 

Nåh men jeg skulle jo gennem pas og visumkontrollen. Alt gik gnidningsfrit og enkelt ud af Kazakhstan, hvor en gruppe tadjikker gjorde livet hedt for paskontrollørerne. Alt så ud til at være kaos på grund af denne gruppes evindelige spørgen om hjælp til de forskellige papirer, der skulle udfyldes. Vi kom forholdsvis hurtigt igennem og begav os videre til den kirgisiske grænsepost. Her har man stadigvæk en skurvogn, til at kontrollere visa i, på trods af, at der nu er bygget en helt ny grænsekontrol. Det virker helt ulogisk og mærkeligt. Det var her jeg fik øje på den hvide jeep igen. Jeg havde været oppe i skurvognen mange gange før og kendte proceduren, så jeg klartrede op af de seks jerntrin til visummandens lille skurvognskontor. Der var trængsel. Eller retter vi var to. Foran mig stod en høj, karseklippet slank mand i midten af halvtredserne. Jeg behøvede ikke mere end to sekunder til at få ham på plads. Amerikaner og kørende i jeepen. Jeg hilste høfligt smilende til ham, hvilket kun afstedkom en trækning af noget, der ikke engang kunne ligne et smil, ej heller et venligt ”God dag, lad os nu se hvor lang tid det her tager”. Nej intet. OK, tænkte jeg, du skal jo heller ikke altid være social, så lad bare ham om det. Jeg kunne så se at han stod med fem pas i hånden og kiggede ned på pasofficeren, der sad ved sin lurvede pult, der skulle udgøre det for et skrivebord. Han sad på den samme slidte stol, som jeg tror har stået der de sidste 10 år. Alt i lokalet var gammeldags, slidt og beskidt. Der var et rend af folk omkring os inde i et tilstødende lokale, for der, hvor vi to var sammen med visummanden, kunne der ikke være flere.

 

Efter et par minutter var visummanden klar til at tage sig af os, og rakte ud efter karsemandens pas. Hurtigt skimmede han dem, og startede så med det første. Ingen problemer, dernæst nummer to. Heller ingen problemer. Det tredie...... her var det så at jeg tænkte, det her bliver sjovt.

 

Det tredie pas brugte han noget tid på. Læste grundigt. Jeg kunne ikke se hvad årsagen var, men noget var ikke, som det skulle være, og efter nogen tid, tog han og rakte passet frem mod karsemanden. Jeg strakte hals og kunne straks se hvor visummanden havde sin finger. Visummet som var udstedt til en dame ved navn Linda, havde en gyldighed til en periode i år 2007. Da han sagde dette, fortrak karsemanden ikke en mine. Jeg tillod mig at kigge på ham og sige at hun måske så var kommet lidt for tidligt. Det hører nu med til historien her, at manden var ildrød i hovedet, han værdigede mig ikke et blik, han kiggede ondt på denne underordnede lille lavstammede, mørklødede terrorist udseende kirgisiske visummand og sagde så noget lignende som ”Hva så”.

 

Han fortsatte så på amerikansk... ikke blot sprogligt, men med en attitude der klart tilkendegav, at han bestemt ikke havde tænkt sig at finde sig i at en lille mørklødet kirgiser skulle spille hans tid med at sikre at ingen uinviteret venlig besættelsesmagt kom ind i landet uden visum. Det var her jeg gerne ville have hjulpet. Jeg følte mig jo lidt solidarisk med vores karseklippede ven. Vi er jo trods alt alieret i denne del af verden. Vi har begge et engagement i at passe på kirgiserne i form af en militærstyrke i forskellige dele af kirgisien. Ligeledes har vi jo også et fælles engagement i Iraq, hvor vi jo sammen fejrer triumfer i fredens (Peace) navn. Så jeg burde hjælpe. Jeg startede derfor med at sige til ham, at der nok var sket en fejl..... samtalen sluttede lige så brat som den var startet. Han lyttede overhovedet ikke. I stedet startede han med at overfuse den lille mand, der stadig venligt sad og fortalte på sit bedste engelsk, at her i Kirgisien kommer man ikke ind uden visum og at denne dame havde et problem. Jeg forsøgte igen med en bemærkning om at hun måske skulle komme igen når visummet var gyldigt. Heller ikke dette hjalp på samtalens forløb. Karsemanden tog nu trumfen frem (jokeren holdt han stadig på). Han sagde. Jeg repræsenterer Peace Core (en amerikansk organisation, der vist nok har fred på jorden som mål) og jeg har bilen fyldt med folk der arbejder for Peace Core, og du får masser af ballade hvis ikke du lader denne dame komme ind.

 

Det var lige her, at jeg blev bange. Jeg rettede mig op, trak mig to skridt tilbage, der var lige plads til to skrridt, og det gik pludselig op for mig, at alle mine fordomme slet ikke var fordomme, men rene barske sandheder. Tænk sig hvis dette var den personificerede amerikanske fredsmand på mission til en del af verden hvor der før 1990 ikke var skyggen af ufred, så ville jeg nødig møde de ”amerikanske venner” vi er i krig sammen med. Sikke dog en verden vi har!!

 

Nåh, men passet blev lagt til side, og de to sidste pas blev kontrolleret og stemplet. Så kom jokeren frem. Karsemanden sagde, at nu var han godt træt af situationen, og hvis ikke at han fik damen gennem så ville han gå ud og foretage en telefonopringning og så ville denne kirgisiske visummand sikkert komme i alvorlige vanskeligheder, for han kunne nemlig ringe til Akaev (den kirgisiske præsident). Der blev nu tilkaldt forstærkning, og en venligt udseende overordnet kom og kiggede på passet, der stadigvæk blev hold pænt på afstand af min amerikanske forbundsfælle. Denne amerikanske fredens mand var nu så vred, at han skældte meget ud. Mest på de kirgisere, der var stimlet sammen i det lille rum i skurvognen og var ved at presse mig op i et hjørne, hvorfra mit udsyn til begivenhederne blev dårligere og dårligere. Men alt imens jeg stod der, kom jeg til at tænke på, hvordan det nu lige er med visum hvis en jordaner, afghaner, kirgiser eller en anden muslim fra denne del af verden vil ind i USA og ikke har et gyldigt visum, når han ankommer til en grænsepost i USA. Gad vide om han ved at true med at ringe til Bush kan få lov til at komme ind, bare fordi han kommer fra en organisation, der hedder noget med ”fred”. Alene tanken er absurd, og hele seancen var absurd. Alt mens manden gik ud for at ringe, sneg jeg mig ind og fik mit visum tjekket med det resultat at de forvekslede mig med en der hørte med til denne amerikanske ”fredsmission”.

 

Dette var dog ligegodt for meget. Jeg ville have sagt, hvis ellers jeg kunne have udtrykt det på kirgisisk, at jeg sgu ikke kom på nogen fredmission, jeg kom bare fordi jeg skulle besøge Poul (min kollega i Bishkek) og vi bare skulle have os nogle gode dage sammen i Bishkek og nyde foråret, og så ville jeg love at tage hjem igen.

 

Men det kunne jeg ikke sige, men jeg fik dem dog til at se på mit pas, at jeg var dansker, men kom så til at tænke på, at det jo var et fedt, ham karsemanden og jeg var jo i samme båd. Vi var jo sammen både i Kirgisien og i Iraq, så hvor meget mildere, han så på mig, ved jeg ikke. Men jeg kom videre uden problemer. Den rødmossede slanke karseklippede amerikaner stod nu og telefonerede et eller andet sted hen i verden, til en eller anden, der kunne true grænseposten til at rette i visummet, eller hvad der nu skulle ske.

 

Jeg så ikke mere til Peace Core! Jeg var egentlig også ligeglad, men jeg havde en underlig følelse af magtesløshed i en verden, hvor venlighed gør underværker og kan løse selv de sværeste problemer.

 

Jeg havde nogle vidunderlige dage i Bishkek. Jeg mødte ikke så mange jeg kendte, men bare det at nyde foråret i Bishkek var hele turen værd. Der er et helt eventyrligt turistpotentiale i den by, men det vil koste meget at bygge det op. Bjergene var der endnu, som vanligt ligger de der lige uden for byen som om de er malet på himlen. Klare lyse farver mod en helt blå himmel sådan husker jeg altid morgenerne i Bishkek og sådan husker jeg Central Asien med al dens mystik og spænding.

 

Velkommen til freden.... her til morgen hvor jeg færdiggør denne lille rejsebeskrivelse læser jeg at Anders Fogh Rasmussen Danmarks statsminister har bekendtgjort . ”Truslerne om terror og truslerne om brug af masseødelæggelsesvåben er i dag så stærke, at det kan være nødvendigt at gribe ind, før der er sikre beviser eller før FN´s sikkerhedsråd kan nå at handle, mener statsminister Anders Fogh Rasmussen.”

 

Jeg tænkte blot på om det er Israel, han tænker på, der ved vi nemlig ikke helt sikkert hvor mange atomvåben de har, det eneste vi ved er at israelere of palæstinesere slår hinanden ihjel helt uden masseødelæggelsesvåben.

 

Peter

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Som jeg startede med det er det der med at “det sete afhænger af øjnene der ser”