Central Asien og Givskud !

Ruth og jeg har med glæde taget imod en opfordring til at skrive lidt her på Givskud.dk om vores liv i Central Asien. Vi vil gøre det med jævne mellemrum over det næste år, og så må redaktøren vurdere om det kan have interesse at fortsætte. Vi vil bidrage med billeder fra livet her, synspunkter om hvordan tingene derhjemme ser ud i et fjernt perspektiv og kommentarer til verdenssituationen i øvrigt når vi har lyst. Der er ingen garanti for saglighed og seriøsitet idet alt i denne verden er baseret på den måde tingene opleves på. Nogle kalder det politisk. Kan vores små historier her fra Central Asien bidrage til en bedre forståelse af ”Verden og dens mennesker” så sker der jo ikke noget ved det.

Hvor er det lige vi er?

Vi er i Central Asien, nærmere betegnet i Kasakhstan i hovedstaden Astana. Det vil vi fortælle om lidt senere. Det er nemlig verdens yngste hovedstad, beliggende lige i den allersydligste del af det landskab vi generelt kalder Sibirien. Der dukker mange forestillinger op, når dette ord kommer op, og man har mange forestilling om, hvad der sker et sådant sted. Men som sagt mere om det senere.

Kazakhstan er et land der i udstrækning er større end Europa, og der bor omkring 17 mill mennekser der. Så tyndt befolket er der. Områdemæssigt er vi er i det, der kaldes Central Asien, som nærmere betegnet er fem lande. Det er foruden Kazakhstan, Kirgisistan, Uzbekistan, Turkmenistan og Tadjikistan. Der findes masser af fine beskrivelser af disse lande på ”Nettet” også på dansk. Der er masser af gode artikler om området, men der er også meget bras og vrøvl. Men sådan er det jo, det sete afhænger af øjnene, der ser det. Sådan også for Ruth og jeg fra Regulusparken, der altid har været glad for at bo i Givskud, og altid vil føle at det er der vi hører til. Vi er således ikke udvandret, blot ”på arbejde”

Hvorfor er vi nu lige der?

Økonomi og Finasministeriet for hvem Peter arbejder

Vi er der, fordi jeg (Peter) arbejder i et EU projekt. Det har jeg gjort siden, jeg sluttede i Bishkek i et andet projekt den 1. august 2001. Så vi har snart været her i to år. Projektet jeg arbejdede i tidligere var et projekt i det kirgisiske undervisningsministerium, hvor en af hovedopgaverne var at lave nye læseplaner og lave skoleudvikling. Dette projekt var financieret af den Asiatiske Udviklingsbank. En bank som Danmark støtter, og som har til opgave at låne penge ud til fattige lande på gode vilkår. Min opgave her i Kazakhstan er financieret af EU Kommissionen og jeg skal rådgive en bestemt afdeling i økonomiministeriet med hensyn til planlægning og koordinaering af den støtte som EU giver til Kazakhstan. Det drejer sig om ca. 50 millioner kroner om året direkte til projekter i landet, samt yderligere nogle penge til projekter i regionen. Beløbet blev fordoblet, da det for et par  år siden gik op for en undrende omverden at der faktisk boede folk her ude, og at nogle af dem var ret så fokuseret på at ville ramme to bestemte monumenter i New York. Det var nu ikke folk fra nogle af disse lande, men pludselig fik man i vores del af verden øjnene op for at måske var det værd at hjælpe denne del af verden økonomisk på fode så vi kan undgå fremtidige 11. september. Og det er jo klogt tænkt af Europa. Så det er det, jeg gør og Ruth er med mig meget af tiden, og rent faktisk kan vi godt lide at være her. Men mere om det i andre historier.

Til historien om de penge vi som danske skatteborgere er med til at investere i Kazakhstan hører også historien om at Kazakhstan har nogle af verdens største oliereserver, hvilket de godt selv ved. Jeg hører til dem, der synes vi gør en god investering og jeg synes på mange måder at Europa gør det godt herude med meget få midler.

Her bor vi!

Vi har en dejlig lejlighed. Tre værelser og lige midt i Centrum. Moderne køkken og toiletfaciliteter. Rent og pænt omkring os. Lejligheden ligger på 7. sal. Det er lidt svært at vænne sig til, og den eneste ”grønne plet” vi har er balkonen, hvor vi har et par altankasser. Det er for meget at kalde det en altan, da der højst er 2 m². Men vi kan lige sidde og grille der, med en flaske god rødvin fra det lokale supermarked.

Udsigten fra vores ”have”, der er en balkon på 2 m²

Hver dag morgen middag og aften passerer Nursultan Nazaerbaev forbi med ”fuld musik”. Nazaerbaev er ham, der er ”ansat” som præsident i dette land. Han styrer landet på sin egen måde. En stærk hånd med et åbent positivt sindelag, synes jeg. Der rettes i vestlige medier ofte kritik af styret her, men jeg synes med mit kendskab til landene i denne del af verden, at der er et demokratisk element, der kan bygges på i fremtiden, ikke mindst her i Kazakhstan. Bedre end i nogle af nabolandene. Senere vil jeg prøve at beskrive lidt om styreformen i Kazakstan, der vist nok har Frankrig som model.

Vi betaler omkring 5.000 kroner i husleje om måneden lidt afhængig af dollarens værdi. Det kunne vi faktisk vel godt få en god lejlighed for derhjemme også. En liter benzin koster omkring 2,75 kroner og en liter mælk 5 kr. Altså mælk koster det halve af en liter benzin. Vi har ingen bil. Projektet har ansat en mand, der har en bil. Det er en ”lidt ældre ”Audi. Hos os i Danmark ville man forbyde ham at køre med den, men han kan lige få den til at ”køre rundt” på de fleste dage, når vejret er godt. Det kniber lidt om vinteren når det fryser mellem 35 og 40 grader. Ham betaler vi alt i alt 3.000 kroner om måneden. Dette er en ”fyrstelig løn”, når man ser det forhold til at en lærer i den almindelige folkeskole får omkring 1.000 kroner. Men det skyldes udeklukkende at han arbejder for et internationalt projekt. Hvad skulle vi forøvrigt med en bil selv. En taxa uanset hvor du skal hen i byen koster 10 kroner højt sat. Og alle biler er i princippet en taxa ”bare de er over 15 år gamle”.

Vores foretrukne spadseretur om aftenen er langs floden, hvor der altid er mange folk

Hvordan kommer vi herud?

Det er såmænd enkelt. Vi køber en billet hos Vejle Rejser, dernæst kører vi til Billund om morgenen klokken 10.00 og sætter os i flyet til Amsterdam. Her skifter vi inden for en time til flyet til Almaty, der er den tidligere hovedstad i Kazakhstan. Her lander vi klokken 01.45 om natten lokal tid, men kun 18.45 vores tid. Tager så på hotel og hviler lidt, flyver så videre ”op til” Astana næste dag klokken 12.55. Det tager omkring 20 timer at nå frem. Det værste er, de fem timers tidsforskel, det  gør at det er hamrende svært at omstille sig. Hver gang går der en lille uge inden vi sover normalt igen. Dette er det værste ved den lange rejse.

Er de muslimer?

Byens ”Metstjet” Moskeen. Som skrevet lever alle religioner fredeligt sammen i Kazakstan

Ja, det er de de fleste af dem, så har vi en del kristne, vist nok noget med russisk ortodokse, så er der nogle andre nogle nogle lige som os. Hver gang vi diskuterer det, bliver vi altid enige om, at vi har den samme Gud, men har valgt af forskellige måder at ”samarbejde” med ham på. Vi har hver vores måde. Her i Astana er der færre, der går med det som Pia Kjærsgård kalder et upassende tørklæde, end der er i København. Ligeledes har alle vi kristne både en kirkegård, hvor vi kan blive begravet og en flot kirke lige midt i byen, som vi frit kan vælge at besøge. Der er i alt omkring 70 etniske grupperinger i Kazakstan. Jeg vil prøve at beskrive nogle problemstillinger omkring dette i et senere indlæg, idet det er en problematik, vi bør være meget opmærksomme på selvom vi bor meget langt væk fra området. Verden er nemlig lille.... alt for lille til at vi kan lade være med tage stilling! Den tid er forbi også for Pia Kjærsgård og hendes håndgangne mænd!