Det er den 22. maj 2005. Jeg er netop færdig med at stryge mine skjorter i min lejlighed i Bishkek i Central Asien. Det er morgen, klokken har lige passeret 10 og John Mogensen kører på CD’en og jeg sidder og lytter til hans ”vrede sange”, der jo både kan danses til og som også er værd at skænke en tanke engang imellem. ”Karl og Ann Katrin”, ”Sæt dig ned i en vejgrøft” og ikke mindst ”Hvad tænker de på... inde på Christiansborg” er lige med til at sætte mig i humør til at skrive lidt.

Min lejlighed, der er bygget i Stalintiden, er et af den slags byggerier, der rent faktisk passser utrolig godt til de klimatiske forhold her i Central Asien. Kold om sommeren og varm om vinteren, men bestemt ikke noget skønt syn udefra. Trapper der er lavet som om man har været i tvivl om om man skulle bruge tommer elle centimeter, når man lavede trinnene, og lys i opgangene er der ingenting af. Lejligheden er renoveret på en rimelig måde, den giver mulighed for at ”leve” og være dansker langt væk fra Givskud.

Jeg har også som vanligt været tidligt oppe og set fem forskellige nyhedskanaler på mit moderne fjernsyn, der har 63 kanaler, heraf 7 internationale stationer. Så jeg får alle de største nyheder tidligt og er på mange måder meget fint dækket af ind af både CNN og BBC. DR og Ekstra Bladet kan jeg så læse på min computer, hvis ikke jeg har fået nok. Hvis jeg har læst ekstra Baldets forside og set at det kun handler om Thomas Graversen og Kylle, så er jeg sikker på at der ikke er sket noget væsentlig derhjemme.

Ligesom mange derhjemme har jeg på det seneste selvfølgelig fulgt udviklingen i Uzbekistan på nærmeste hold. Det er meget foruroligende, hvad der sker. Det kan vist ikke dækkes bedre end det pressen har gjort. Der er en meget nær forbindelse mellem disse dages begivenheder i Uzbekistan og det der skete her i Kirgisien. Dette har jeg selvfølgelig også forsøgt at skaffe mig et indblik i, for at prøve at forstå begivenhederne, der førte op til ”revolutionen” her i Kirgisien den 24. marts. Der er mange mange aspekter, der ikke er kommet frem i det, der i en vestlig terminologi er blevet fremlagt som et folkeligt oprør mod et korrupt og udemokratisk styre. Jeg vil ikke gøre mig meget klog på alle aspekter, men vil blot prøve at beskrive nogle oplevelser, der måske kan være med til at give et perspektiv, der også har addresse til Cristiansborg.

En anden ting, der var på all mine TV kanaler denne morgen og i aftes var præsident Bush, der endnu engang beskrev sin kamp mod det han kalder de ”Islamitiske Fundamentalister” og når det så ligesom skal understreges tilføjer han ordet ”ekstremister”. I et kort glimt i dette interview så jeg vores statsminister Anders Fogh med et stort bredt smil lyttede til Bush og hans forklaring på, hvorfor han var med sine og vore danske tropper i Irak. Da var det lige jeg kom til at tænke på, at ikke mere end 15 km fra hvor jeg sidder lige nu, der er der vistnok to danske F-16 jagere og vi har et antal danske soldater udstationeret her. Dette under påskud af at bekæmpe extremister i Afghanistan. En ordning som en stor del af Folketinget vist nok har godkendt i et forsøg på at dæmme op for denne såkaldte ekstremisme. Lige nu kører min CD stadigvæk og John Mogensen synger ”Hvad tænker de på... inde på Christiansborg” og tilføjer så ”når de tænker”.

For fire år siden arbejdede jeg her i Kirgisien med uddannelsesområdet og skule være med til at styrke deres uddannelsessystem. Ligeledes gjorde AOF Give og medarbejderne der en kæmpeindsats for at styrke den folkelige debat mellem generationer og etniske grupper gennem en lang årrække. I begge sammenhænge besøgte jeg flere gange Ferganadalen både på den uzbekiske og kirgisike side. I februar måned 2001 besøgte jeg skolerne i Karasu, der lige netop i disse dage er på verdenspressens forsider fordi flere tusinde er flygtet fra Uzbekistan til Kirgisien over en lille flod. Flygtet fra uroligheder i Andijan provinsen. Jeg husker vores besøg i Karasu meget klart, og beskrev det dengang i min dagbog. Jeg skulle sammen med en repræsentant fra de lokale skolemyndigheder og fra undervisningsministeriet fremlægge perspektiverne for et 12 årigt uddannelsesprogram. Indholdet er ikke særlig relevant her, men omstændighederne er måske mere interessante. Det havde været køligt under hele turen fra Osh gennem et bjergrigt område og temperaturen var vel omkring minus 3 - 5 grader. Det var aftalt, at man skulle indkalde repræsentanter fra de lokale skoler til vores møde. Ved ankomsten til skolen kunne vi ingen børn se, men måske var det fridag eller også var det ”time” lige nu. Jeg frøs, og opdagede hurtigt, at jeg vist nok havde fået for lidt tøj med, hvilket skulle vise sig at være sandt. Kort fortalt var det en skole, hvor man gennemførte undervisning i en temperatur der klart lå under frysepunktet, vel at mærke i skoler der ingen opvarmning havde. Ligeledes blev vores møde gennemført i en mødesal, hvor der ingen opvarmning var eller på anden måde mulighed for at gøre forholdene mere udholdelige. Dette var dagligdagen, og det var selvfølgelig godt at se, når man var ved at planlægge at børnene skulle have et eller to år mere i sådanne skoler.

Jeg skulle i løbet af vores mødetid der aflægge et toiletbesøg. Høfligt spurgte jeg om dette og lidt forlegent blev jeg vist ud i skolegården til noget jeg ikke har set siden jeg i 1990 besøgte et toilet på grænsen mellem Estland og Letland, da jeg sammen med gode folke fra Give kommune skulle ”befri” de baltiske stater. Det var ikke muligt at forrette det jeg skulle, og jeg måtte fortrække til et buskads et stykke fra skolen. ”Pyt med mig”. Men jeg tænker på de børn og de mennesker, der arbejder der. Mit spørgsmål er ”HVORFOR?” og ikke bare ”hvorfor?” men ”hvorfor fanden da?”. Hvorfor gør man da ikke noget så enkelt som at rydde lort af vejen med ganske almindelig vand? Det forstår jeg ikke. Jeg ved godt, at det var omkring frysepunktet, men jeg ved også hvordan der ser ud om sommeren slige steder og ikke mindst lugter.

Vi er i Ferganadalen, vi er i et område, der fra gammel tid har været den letteste vej at transportere narkotikaen fra Afghanistan til Europa og Rusland. Vi er i et område, hvor folk ingen indtægter har af betydning, hvor fattigdommen målt i materielle goder er så stor, at det er ubeskriveligt. I området er den eneste vej til at skabe sig velfærd gennem handel og produktion, hvis det skal ske på legal vis. Mulighederne for at skabe velfærd er bestemt af familiemæssige bånd og tilhørsforhold og disse bånd betyder alt i det lokale politiske liv og vil betyde mere end tilhørsforhold til nationale politiske grupperinger i centralregeringen og udefrakommende organisationer. Hvis man rører et familiemedlem, rører man hele familien og sammenholdet.

Vi er i et område hvor folk generelt er veluddannede på grund af Sovjet systemets indsats. Man kan altid diskutere relevansen af systemets indsats, men der er nok ikke et sted i disse områder hvor børnene ikke kender H.C. Andersen, eller hvor Kirkegård og Martin Andersen Neksø ikke har plads på hylderne i de ellers ringe udstyrede biblioteker eller indgår i pensaet på uddannelsesinstitutioner.

Kontrasterne er enorme. Hvis man her i Ferganadalen taler om demokratiske tilstande er det svært at forstå betydningen af det ord. For at forstå det, prøver jeg at forstå, hvad demokrati er for min familie nu og hvad den var, da jeg var barn. Det giver ingen mening her i Central Asien at diskuterer demokratibegrebet ud fra vores danske og vestlige terminologi. Hvis vi vil i dialog med disse kulturer her, må vi revurdere vores indsats og vores politik.

Jeg er kommet her i Central Asien siden 1991. Jeg har været i Ferganadalen mange gange, jeg er ingen ekspert på nogen måde, bot ganske almindelig kulturelt interesseret. Disse mennesker i disse multietniske lande med 50 – 70 nationaliteter er fredelige venlige og udviklingsorienterede og ønsker at udvikle demokratiet. Jeg kan huske, at da jeg første gang kom til Central Asien som repræsentant for AOF var det med ønsket om at udbrede den danske tradition for folkeoplysnming og med ønsket om at lære om kultur og levevis i denne del af verden. Jeg lærte meget at folkeoplysningsbegrebet ikke er noget udpræget dansk. Det er et universelt begreb, der findes i alle kulturer, og for mig selve begrebet til at udvikle og fremme dialogen om den måde vi vil udvikle vores samfund. Sådan er det i de kirgisiske og uzbekiske bjerge og dale, sådan er det på heden i Danmark.

Det er her i folkeoplysningens grundbegreb, vi skal se vore muligheder for at fremme forståelsen for de værdier vi lægger vægt på i Danmark. Det er når porcelænsmalingensholdet mødes en gang om ugen til kaffe og kage at den lokale debat får ”stemme”, det er når aftenskolen på god traditionel vis samler folk til samvær og debat. For mig gerne med optimal støtte fra staten fordi vi har brug for denne debat for at videreudvikle vore kulturelle værdier. Folkeoplysningen her i Central Asien er når familierne mødes til pluf (en risret) og shasslik (grill mad) i deres bjerhytter eller deres datshaer (sommerhuse) eller når der på torvet i byen opstår spontane eller organiserede diskusioner om myndighedernes måde at handle på. Det er i sådanne sammenhænge at folkeoplysningen bliver demokartiets kraft til at skabe udvikling. Det er så banalt, men så utrolig enkelt. Demokrati er ikke besværligt, demokrati er besværligt at stoppe.

Måske var det, det der satte gang i udviklingen i Ferganadalen. Det startede i Kirgisien i den kirgisiske del af Ferganadalen, hvor lokale grupper følte sig snydt over den måde valget var foregået på og fordelingen af pladserne i Parlamentet blev fordelt. Set med vestlige øjne er der ingen tvivl om at vores demokratibegreb ikke gælder her. Det kommer det ikke til i mange år fremover, hvis vi fortsætter vores politik her ude, som den er nu.

Hvad jeg mener? Jeg mener, da vi fik en ny regering Fogh, stoppede man støtten fra Danmark til Danidas programmer til Kirgisien og andre lande i området. I stedet sendte man fly og kamptropper til Kirgisien sammen med George Bush forvisningen om at det var støtte til kampen mod islamiske fundamentalister of ekstremister. Jeg har i den tid jeg har været her ikke set nogen af disse ekstremister, men jeg har set og talt med mange der sætter spørgsmålstegn ved den måde som vi i Vesten prioriterer vores indsats i denne del af verden. Selv meget vestligt stemte og ”oplyste veluddannede” spørger mig, hvorfor den er danske kampfly og soldater udsationeret her. Jeg beder blot hver enkelt dansker der læser dette forklare disse mennesker dette, og så samtidig forklare de mange fattige i Kirgisien og Uzbekistan hvorfor vi beskylder dem for at være islamiske ekstremister og fundamentalister blot fordi de er fattige og vil have en større del af den velstand der er på vej i disse lande. Jeg forstår ikke, at vi med det vi kalder ”niveau for oplysthed” kan være så naive, så blåøjede og ”fattige i vor forståelse” at vi tillader denne udvikling.

Jeg hørte Uzbekistans præsident Karimov også her til morgen påpege, at det der skete i Andijan og Ferganadalen var et udslag af islamiske fundamentalister og ekstremisters virke. Nøjagtig de samme ord som Præsident Bush brugte da han sammen med Anders Fogh skulle forklare vores fælles indsats i Central Asien. Det er simpelthen ikke værdigt for dansk politik. Vi kan gøre det bedre, vi burde gøre det bedre og langt mere nuanceret.

Hvis vi vil demokratiet og skabe respekt for menneskerettighederne i denne del af verden, hvilket der er enormt brug for, ikke mindst set fra kvindernes synsvinkel så kan det ikke gøres med våben og trusler. Det må gøres gennem samarbejde og forståelse og respekt for kulturelle traditioner. Dette betyder ikke at vi skal acceptere og ”affinde os”, det betyder dialogen, debatten og konfrontationen. Det har vi lange traditioner for i Danmark. Lad det være udgangspunktet for vores politik. Ingen i disse lande ønsker ekstremisternes virke, men vi skaber med vores politik grobunden for ekstremisternes virke og gør det let for dem at argumentere for deres dødelige aktiviteter.

Peter

Lige et PS...

Jeg har været en tur oppe i ”Det Hvide Hus” som præsidentents administrationsbygning kaldes lokalt. Det har jeg nu været mange gange før, men denne gang var jeg specielt spændt på at se om omstændighederne havde ændret sig. Det havde de ikke. Nu er det lige at man skal have sig i erindring at det var her revolutionen foregik. Det var her folkemængden ”angreb” den siddende præsident, det var her man fik verdenspressens øjne på sig. Besøget var rent arbjedsmæssigt og jeg havde fået de nødvendige formaliteter i orden. Jeg havde forventet at der ville være en omfattende kontrol og sikkerhed, men som altid når jeg har skullet ind på besøg her, ja så var det uden sikkerhedsvagter med våben, det var uden fjendlighed og mistænksomhed. Blot sikre at jeg havde den nødvendige tilladelse til at komme ind.

Jeg går ofte forbi ”Det Hvide Hus”, der er ingen ekstra vagter, hvis der da overhovedet er nogen at se, der er heller ingen maskingeværer. En dag kom jeg forbi og så en ret stor demonstartion ved hegnet lige op til indgangen ”Det Hvide Hus”. Jeg skulle lige kigge efter og der var da også ekstra vagter der. De havde indtaget en afslappende holdning og lå og halvsov lige inden for hegnet, nogle snakkede dog venligt med demonstranterne og alt så meget fredeligt ud, hvilket det sikkert også var. Jeg har forøvrigt set en hel del demonstrationer på pladsen foran Det Hvide Hus.

En anden lille historie fra det virkelige liv!

En dag skulle jeg veksle en 100 Euro seddel. På en af mine ture rundt i byen fandt jeg et vekselkontor en ret tidlig formiddag. Kursen for Euro er ca 50 og for Dollar er den 40. Jeg fandt hurtigt et sted, hvor jeg kunne se at vekselkursen var rimelig god, så jeg gik ind og der sad en ret ung pige med en stak lokale sedler. Ved disken stod en anden ung pige, og begge var i humør til at snakke. Da mit russiske i sådanne situationer er helt i top, indledte vi en snak, alt i mens at jeg satte gang i mit egentlige formål nemlig at få vekslet mine 100 Euro. Stemningen var i top. Min 100 Euro seddel blev gennemlyst og jeg fik på en regnemaskine at se hvor meget jeg skulle have for mine 100 Euro. Det fik jeg.... jeg talte efter. De var der, og jeg forlod i løftet stemning de to unge piger. Jeg havde fået min penge. Jeg fortsatte min gang der egentlig ikke havde noget formål, men efter fem til ti minutter kom jeg forbi et andet vekselkontor og kiggede selvfølgelig på kursen. Det var her det gik op for mig at noget var galt. Den unge fortryllende mø havde givet mig kursen for dollar i stedet for den for euro, og en hurtig hovedregning sagde mig at jeg havde mistet omkring 150 gode danske kroner. Nu var det jo ikke sikkert at det var med ”vilje”, så jeg vendte lige kursen 180 grader og styrede tilbage til de underholdende kvinder. Det var der ikke mere. Kontoret var lukket og der var ikke gået 20 minutter. Peter, du var blevet snydt. Jeg har været forbi stedet flere gange. Det har ikke været åben siden. Det er aldrig forsent at lære. Surt.