Ting har en anden dimension. Siden det sidste nyhedsbrev er der sket et par forandringer. Vi har afsluttet projektet i Bangladesh før tiden. Den vigtigste årsag til dette var at projektet ikke flyttede sig ud af stedet, og at mit engagement efterhånden blev for lille. Jeg synes stadig tiden er for kostbar til "ikke at lave noget". Derfor flyttede vi teltpælene tilbage til central Asien, og Peter er nu igang med et projekt der skal styrke erhvervsuddannelserne i Uzbekistan. Vi bor derfor i Tashkent, der er hovedstad i landet. Jeg har været der et par gange før i forbindelse med AOF projekterne og også tidligere et par gange da jeg arbejdede i Astana i Kazakstan. Hovedindholdet i projektet er at skabe et samarbejde mellem parterne på arbejdsmarkedet og så erhvervsskolerne. Jeg startede herude i September 2007 og projektet løber i to år. Det er igen EU Kommissionen jeg arbejder for, men gennem et tysk firma i Berlin, der hedder ABU Consult. Det jeg skal er at lave et formaliseret samarbejde mellem arbejdsmarkedets parter, det være sig de tekniske skoler, arbejdsgiverne og fagforeningerne om det at drive erhvervsuddannelser. Samtidig skal jeg lave en uddannelsesplan for dem og gennemføre den. Jeg må sige, at det ser lovende ud. Jeg synes, jeg har fået godt fat på min samarbejdspartner og dem der skal stå for gennemførelsen af projektet på lokal plan, det er lidt min filosofi at uden involvering af de lokale myndigheder i arbejdet er det omsonst det vi laver. Man kan sige at godt begyndt er halvt fuldendt. men når det så er sagt, så er der også en lang række faktorer, der spiller ind og som jeg ikke helt selv er Herre over. Det være sig alt lige fra korruptionen til regeringsomdannelser til svindel og humbug med EU midler. Det er når man møder disse ting at man synes at alderen måske er ved at sætte en grænse for hvad man gider finde sig i. Eller også tager man en tørn til og man bruger sin "fuldendte" diplomatiske adfærd til at rette op på tingene :-). Men Gud hvor er det somme tider trist at se hvordan "pengene" driver kvalitetsudviklingen set fra alle parters side, og ikke blot de lokale. Tashkent er en dejlig by... jeg havde nær sagt sammenlignet med Dhaka i Bangladesh, men det ville ikke være rigtigt, for vi var egentlig meget glade for vores liv der, men det er klart at vilkårerne var meget anderledes. Her i tashkent er klimaet tørt, solskin og varmt det meste af året, en lille historie til slut i denne beretning skal vise at vi er ankommet til lige det år hvor alt var anderledes. Det er bare som om at der er mere at se på her og at man kan more sig på en lidt anden måde. En skål fra os I Tashkent! Vi nyder week enderne, hvor vi kan færdes sikkert og frit overalt. Det er behageligt at gå rundt... man kan tage bussen og sporvognen samt Metroen, der vistnok skulle være en af verdens flotteste bygget i hvidt marmor overalt. Vi har endnu ikke været der, men vil gøre det snart. Vi har en stor flot basar lige udenfor hvor vi bor. Vores, lejlighed er ikke så prangende som i Dhaka, men er OK, stue + køkken ud i et, soveværelse og et kontor. Basaren bugner om sommeren og efteråret af frugt og nødder til rimelige priser. Vi køber ind der hver lørdag. Efterhånden som vi lærer byen at kende finder vi ud af at der er mange gode spisesteder til rimelige penge. Har været på en tysk restaurant der hedder Gasthaus. Det var som at komme til Oktoberfest.... med alt leaderhosen musik ihvertfald en del af tiden. Så godt nok.. Jeg har lige været i Samarqand... en af byerne på Silkeruten. Samarkand… Er der noget navn der lyder mere eksotisk og minder mere om Silkevejens mystik end Samarkand? Sammen med Bukhara og Khiva, der ligger som perler på en snor langs grænsen til Turkmenistan, er det højdepunktet i Usbekistan samt Centralasien generelt for mange rejsende. Ulughbek-medressaen Den ældste medressa på Registanpladsen, bygget i 1420. De to andre er stort set kopier, bygget et par hundrede år efter Registan er en stor kvadratisk plads, med tre medressaer (muslimske skoler/universiteter). Der var sne på, da jeg var der her i Januar...mere om det senere. Den ældste medressa blev bygget af Ulughbek der regerede over Samarkand i første halvdel af det 15. århundrede. Lige som sin farfar, Timur Tamerlane, havde han et stort hjerte for kunst og nåede at få opført et stort antal medressaer og moskeer i hele regionen. Timur Tamerlane erobrede i det 14. århundrede land fra Syrien til Delhi og bragte rigdomme og de mest talentfulde kunstnere med tilbage til sin pompøse hovedstad Samarkand, der dengang var Centralasiens økonomiske og kulturelle centrum. Byens mest berømte eller berygtede grundlægger var Timur Lenk, som byggede et imperium, der strakte sig over Centralasien. Han gjorde Samarkand til hovedstad i 1370 og bragte kunstnere og håndværkere fra de erobrede lande til Samarkand, så de kunne bygge de store monumenter. Talrige velbevarede bygningsværker vidner om denne storhedstid. Vi vil give os god tid på den fantastiske plads Registan. Bygningerne her er et klassisk eksempel på fuldendt islamisk arkitektur. Vi vil se flere mausoleer og moskéer, deriblandt Bibi Khanuns Moské (15. årh.), der er den største kuppelmoské i Centralasien. Bibi-Khanym moskeen Engang en af den islamiske verdens største moskeer. I dag er Samarkand en moderne storby med nogle turistattraktioner.... moderne er nu så meget sagt, men der er da tegn på fremskridt omend der er meget meget langt endnu. Uden om os sneg vejene sig med dyttende biler, betonblokke og nyanlagte parker, og Registan mindede på en eller anden måde lidt om en museumsgenstand der var blevet placeret i en forkert afdeling. På samme måde lå de øvrige medressaer, moskeer og mausoleer spredt ud som små antikke oaser midt i en sprudlende, larmende storby. Et eksempel er Bibi-Khanym moskeen, der blev bygget kort før Timur døde, og er en af de mest pompøse bygninger i Centralasien og en af den islamiske verdens største moskeer - alene hovedindgangen er 35 meter høj. Der er sikkert derfor, den styrtede sammen under et jordskælv i 1897, men indenfor det sidste års tid er hele moskeen blevet genopbygget. En del andre bygninger er også blevet restaureret, komplet med nye brændte kakler, Registan Registan er en samling af Koranskoler og moskeer. Med sine gigantiske lapisblå kupler og indgangsportaler får den én til at tabe pusten. Hvis man giver vagten en skilling, kan man komme op forbi alle de små koranskoleceller og op i en af minareterne. Her får man et udsyn over hele Samarkand. Om aftenen er der nogle gange lysshow foran Registanpladsen, hvor de blå kupler funkler om kap med stjernerne. Her i januar er stedet dog koldt, trist og langt fra sit oprindelige formål. Umiddelbart overfor Registan ligger Gur-e-Amir, der er et mausoleum, der endte med at huse Timurs sarkofag. Det var egentligt ikke mening, men da han helt uventet døde, gjorde vinteren, at man ikke kunne få ham det gravmæle, der var bygget til formålet i det sydlige Uzbekistan. Timurs sarkofag er lavet helt i Jade og omgivet af en mystik, man normalt forbinder med ægyptisk kongegrave. Ifølge overleveringen har forskellige overgreb på graven ført til mystiske dødsfald – senest da en russisk forsker døde efter at have lettet på jadelåget. Min tur til Samarqand i januar 2008. Igår tirsdag den 22. januar 2008 var solen endnu ikke stået op over Tashkent da jeg med taxa ankom til banegården for at tage toget til Samarkand. Det frøs omkring de 15 grader, og sneen lå tykt over hele byen. Vi havde ikke set tøvejr efter jeg ankom den 7. januar. Vi havde måtte bytte rundt på vore besøg til vore regioner på grund af det meget kolde vejr i håbet om at vejret ville bedre sig blot en lille smule når vi skulle til de fjernere egne. Dette skete nu ikke og derfor var vejret som det var nu da vi skulle til Samarqand. I følge de lokale var vejret helt usædvanlig koldt for årstiden, sjældent varede kulden så længe og sjældent har den været så hård. Jeg var derfor også forberedt på lidt af hvert med hensyn til turen til Samakand. Vi var nød til at bruge tre dage på at gennemføre et endags seminar. Uanset hvordan jeg vente og drejdede mulighederne kunne det simpelthen ikke gøres anderledes. Min sekretær havde spurgt til hvordan vi ville rejse med toget om det skulle være 1. klasse eller normal standard, og jeg var da ikke i tvivl om at det skulle være 1. klasse. Det var ikke uden fordomme at jeg begav mig til toget for at finde 1. klasse. I 15 graders frost, i Uzbekistan, og med mit kendskab til hvordan ting kan være forventede jeg lidt af hvert. Jeg blev derfor meget overrasket over at finde et yderst velfungerende system på toget. Vel var det lidt koldt i starten, men der var rent, der var fjernsyn, der var morgenmad umiddelbart efter afgangen, efter to timer var der frokost og ind imellem serveredes te på rejsen. Alt i alt en god oplevelse at rejse til Samarqand med tog. Det tager 3 1/2 time, hvilket er ca. 1 time hurtigere end med bil. Prisen var for turen 15 $. Hvilket jeg finder billigt. Vejret var ikke nødvendigvis uudholdeligt, men når det er koldt overalt, så er det svært at arbejde. Jeg har været i Samarqand to gange før, og har ingen erindring om andet en de gamle store bygninger, som de går og passer meget på, og som nu tjener alt andet end deres formål. Ved mit besøg denne gang er der kun boder der sælger turistsouvenirs og folk der vil lave penge på den ene eller anden måde. Der er intet tilbage af det oprindelige formål med hverken Registan, den stor madrassa, eller andre af de vistnok meget smukke bygninger, der ligge midt i byen, og som drager tusinder af turister hvert år. Jeg gik der pligtskyldigt igen, og jeg nyder bestemt synet af dem, da de respræsenterer en gammel gammel kultur, som jeg aldrig lærte noget om hverken i skolen eller på seminariet, den eneste lærdom jeg har fået om denne kultur er at Djengis Khans oprindelse vistnok stammer her ude fra, hvilket på alle måder bekræftes, idet hans forfædre siges at ligge begravet her. Efter nærmere snak om dette afvises dette dog alligevel, idet Djengis Khan var mongol, og ikke af tyrkisk (uzbekisk) oprindelse. Jeg lærte udelukkende at hans folk var barbarer der slog ihjel og plyndrede på deres togter mod Europa. Jeg lærte aldrig hvilken højt udviklet kultur der egentlig var herude i denne del af verden. Men egentlig kom jeg bare til Samarqand for at præsentere vores projekt. Hotellet vi bor på i skrivende stund her onsdag eftermiddag er et privat ejet hotel. Det er rimelig standard. Lige nu sidder jeg med min træningsbukser på under jakkesættet. Jeg har strømper på..... to par. Huen har jeg lige lagt. Dynen og tæppet er trukket helt op over maven, og computeren er tændt og lægger tastatur til mine tanker om det at være konsulent eller expert her i Samarqand. Om lidt skal vi ned og spise på den tekniske skole, hvor vi har haft vores møde idag, og på mange måder var jeg imponeret over standarden der. Men når man arbejder her som såkaldt expert og skal formidle viden og hjælpe med fremskridt, er det hamrende nødvendigt at man forholder sig til hvordan man kan gennemføre et sådant daglangt seminar i temperaturer der ligger mellem 5 og 10 grader, hvordan man kan få mennesker til at indtage deres frokost ligeledes under samme omstændigheder. Jeg tænker på, at der også foregår undervisning på skolen. Hvordan er det? Og ikke mindst hvad betyder det for folks omstillingsparathed, hvor villige er man til at foretage de nødvendige ændringer, når bare det at få en dag til at gå under disse forhold, kræver al energi. Jeg ved godt at det ikke er dagligdagen, men i perioden juli til septemer er der omkring 35 - 40 graders varme, hvilket tildels er endnu værre, idet der er meget få rum med airconditioner. Jeg overlever sagtens, men jeg gør mig mine overvejelser om i hvilket omfang disse fysiske forhold indvirker på resultatet af min indsats på den professionelle front. Måske er det en god ide også at være klædt ud som lokal når man skal undervise... På turen igår morges med toget passerede vi gennem flere større byer. Vel var det morgen, vel var det vinter, men hvor så det øde og forladt ud. I alle byerne kunne jeg se den ene kæmpe store nedlagte fabrik efter den anden. Få biler og mennesker på gaderne, et sted en ældre kone slæbende på noget kvas, der sansynligvis skulle bruges til enten madlavning eller til at varme op med. Trist og et levn fra en svunden fortid, der nu på en eller anden måde skal forlades og noget nyt sættes i stedet. Hvor er det svært når man sidder der på 1.klasse i toget at forestille sig hvilke vilkår der er for de familier, der bor i husene man passerer, hvad er deres eksistensgrundlag. Det kan ikke være de 75 - 100 dollars (ca 400 kroner) de kan være heldige at tjene ved at være lærer eller ansat på en offentlig arbejdsplads. Ikke fordi man tjener mere på en privat arbejdsplads overhovedet. Aftenen i aften bød på det traditionelle mad man får her. Salater af forskellige slags, brød, en suppe, efterfulgt af en kødret med ris eller kartofler til. Ofte er maden for fed for min smag og brødet ofte for tørt, men i aften var det på godt jydsk "ikke så ringe endda". Med til denne aftens historie hører også at direktøren på skolen var lige lovlig glad for spiritus, hvilket jeg havde bemærket allerede ved vores frokost ved ankomsten igår. Her fik vi flaskerne på bordet og der blev skænket op lidt for ofte. Jeg tog bestik af mine kollegere og sagde ja, men nippede mig så igennem seancen. Jeg havde forventet et større show i aften, men mine kolleger informerede mig om at det ikke var tilladt at drikke spiritus på skolerne. En rigtig god ide, som jeg sagde og sagde jeg blot ville følge traditionerne på stedet, da jeg stadig betragtede mig som værende på arbejde. Jeg kunne godt fornemme på snakken ved bordet og også se hvad der var lagt op til, men mine kolleger informerede vistnok om at jeg gerne ville have at reglerne blev fulgt, og derfor endte det med at jeg ifølge dirktøren havde brudt traditionerne om altid at servere godt for gæsterne... ja sådan er det så meget, men det er nu sådan jeg har det bedst med at arbejde. Jeg blev idag også interviewet til både det statslige og lokale TV, så i aften vil jeg træde frem på TV skærmene i de små hjem her i Samarqand, og hvis ellers elektriciteten fungerer på det tidspunkt fortælle om vores projekt. Jeg håber, at den oversættelse min udmærkede assistent laver er noget mere forståeligt end det vrøvl jeg fik lukket ud. Forøvrigt var der hele natten igår strømafbrydelse på værelset her, hvilket betød "sov dukkelise" klokken 21... hvad skulle man elllers, der er ingen pubber, ingen hoteller der er varme på, finder man endelig en åben cafe, sidder folk med store varme klæder på og en kæmpe hat, der er trukket godt ned over ørerne. Surt... nej, men hvor er det anderledes. I aften har jeg så lys og kan skrive dette. I morgen skal jeg på besøg hos fagforeningerne, der jo er en partner i vores projekt. Det glæder jeg mig til, da jeg jo tidligere har besøgt dem, og haft repræsentanter på besøg i Danmark i de gode AOF dage. Jeg er hjemme igen.... Det der med 1.klasse er nu godt nok, men vilkårerne er nu nogenlunde ens når man har 10 graders frost i kupeen, så er det ligegyldigt om man rejser 1. eller 2. klasse. Men 3.5 time er langt i den temperatur. Endelig kom jeg hjem til en kold lejlighed iden min rengøringsdame havde slukket for varmen om tirsdagen og derfor var der ikke langt til et varmt bad, og efterfølgende denne lille hilsen fra mig. Om morgenen næste dag opdagede jeg så til min forbløffelse at vinduet stod pivåbent og at det så var årsagen til at jeg om natten måtte op og have en ekstra dyne over mig.... Mange hilsner til trofaste læsere i Givskud Fra Peter