Fra Ruth og Peter i Dhaka! Det er April og her i Dhaka går alt stille og roligt. Ruth er jo kommet herud, og vi er kommet tilbage i rytmen igen. Det tog nu ikke så lang tid. Men det er dejligt nu at være to om at dele oplevelserne. Der er mange af dem på mange måder. Det at få lov til at opleve en anden kultur og iagttage hvordan ting opfattes forskelligt og ikke mindst hvordan der er forskel i de livsvilkår der gives en. Jeg har taget lidt billeder fra bilen om morgenen når vi kører på arbejde og jeg sender dem sammen med dette brev. Turen til kontoret er på 14 kilometer og tager de fleste dage en time. På nogle dage kan der godt gå op til halvanden time og gode dage kan vi gøre det på 40 minutter. Så der er god tid til at iagttage den del af verdens fortrædeligheder. Tiggerne er selvfølgelig noget man uundgåeligt må forholde sig til. Uanset hvor man standser må man tage stilling til om man vil ”give noget”. Jeg gør det sjældent, og jeg har sommetider svært ved at forklare mig selv hvorfor jeg ikke gør det. Ikke engang det at jeg ved at tiggeriet er organiseret og er en del af korruptionen, kan være forklaring nok på hvorfor jeg ikke giver hver gang jeg ser en nødlidende.... det virker bare som en dråbe i havet. De her på disse billeder øverst er de privilligerede tiggere, de kan godt lave en god del penge i løbet af en dag. Ham der ses som nr. 2 fra venstre kalder vi millionæren, fordi han hver morgen er nyvasket, og i rent tøj. Derfor må han være godt ved ”muffen”, hvilket sikkert ikke er rigtigt. Den næste gruppe er de handicappede. Det er så forfærdeligt noget af det man ser, at det er bedst at lukke øjnene..... for hvordan kan man forholde sig til at en mand uden arme og ben bliver sat ud på et fortov, somme tider i oprejst stilling andre gange ligger han ned og har så en hat man kan komme penge i. Om aftenen kommer der så nogen og henter ham og kører ham et sted hen om natten. Vi ved der betales til politiet på de gadehjørner hvor de får lov til at tigge. Vi ved også at der er en organisation bagved tiggeriet, der tjener på at de går rundt, men tiggerne får vel også noget... håber jeg. Set som et hele er det arbejdsmæssige gået lidt i stå for tiden. Min del af arbejdet har dog været lidt bedre stillet end mine kolleger, idet det ser ud til at skolelederuddannelsen er højt prioriteret. Men det er deprimerende at se, hvor mange ressurser der simpelthen spildes på grund af en kombination af korruption, ineffektivitet og manglende evner. Det er så ”træls”, og desværre synes jeg at donorerne, som jo er ”os selv” burde være lang langt mere krævende til den måde et sådant projekt gennemføres på. Her i denne week-end sidder vi så på vores store dejlige balkon og nyder solen. Planterne er igen begyndt at blive rigtig grønne. ”Vinteren” er hård ved dem, så bliver de gule og ser lidt misserable ud. Vinter her i Dhaka er mellem 15 og 20 grader. Ellers har vi været nede i den nordiske klub både fredag og lødag, hvor vi dels motionerer i det lille men godt udstyrede motionscenter og efterfølgende så nyder lidt sol og får os en tur i svømmepølen. Lige nu er solen ved at gå ned ... pudsigt nok i vest som derhjemme. I aften vi vil gå ud og finde en god restaurant og få noget at spise, prisniveauet er rimeligt. En god middag koster mellem 40 og 60 kroner per person. Ruth og Peter.