Bangladesh juni 2006

Jeg har forladt Central Asien. Har haft et dejligt langt ophold hjemme, men er nu startet i et treårigt projekt i Bangladesh. Derfor denne første lille hilsen fra Bangladesh. Jeg er vel ankommet til et land der på forhånd i min bevidsthed var at betragte som et sted jeg under ingen omstændigheder ville tilbage til. Jeg har som jeg har sagt nogle gang aldrig været et sted, hvor der var så lidt eller absolut intet, der inspirerede mig til at tage tilbage til... ikke engang for penge.

Jeg ankom på trods af dette den 18. maj efter en rejsetid på omkring 20 timer, hvilke faktisk er det samme som til Astana og jeg fløj med Thai Airways, hvor der både er plads til ben, og hvor servicen er i top. Men træt var jeg nu alligevel. Pudsigt nok ser det ud til at omstillingen går rimeligt denne gang idet jeg har sovet igennem begge nætter her på Tropical Inn, der i sandhedens navn er i tropiske omgivelser. For det er varmt! Det er tropisk varmt, men jeg tror egentlig, at det kan blive dejligt, når vi lige lærer at leve med det. Vi kunne jo leve med 40 graders kulde, det her er altså bedre må jeg sige. Jeg bor i et luksusområde der hedder Gulshan et lille beskyttet område hvor de fleste ambasader også ligger. Her er der alle fasciliteter og i modsætning til Kazakhstan og Kirgisistan så er der her en lille koloni af danskere, der for de flestes vedkommende er medlemmer af en Nordic Club. Her spiste jeg idag og mødte flere danskere. Der er der en lille bar, en swimmingpool og restaurant.. Der var mange mennesker her lørdag. Alt i alt et godt sted. Når man er medlem der, kan man besøge de andre klubber af forskellig nationalitet, der er ialt 7 eller 8 af dem. Det koster 300 kroner om måneden at være medlem der.

 Klik på billedet for stort billede

Det største problem er trafikken, der er et stort kaos. Der er tusindvis af rickshaws på gaderne og de er meget påtrængende og trælse. Men mon ikke jeg får lært at lade være med at tage øjenkontakt med dem, så ser det ud til at de holder sig væk. Forresten kan man ikke købe nogen form for spiritus i forretningerne eller købe det til maden på restauranterne i almindelighed. Nogle steder er der specielle restauranter der har licens, men det er ikke mange. Der er dog steder hvor man kan købe, men det er vist meget dyrt. Så det kan da godt være at man skal bruge sin ration i lufthavnen i fremtiden, ligeledes med kaffe. Jeg afslog da Ruth spurgte om jeg ikke ville have kaffe med, det skulle jeg ikke have gjort. Så i fremtiden skal der medbringes kaffe i massevis.

Efter en måned i dette spændende og helt uforudsigelige land er jeg nu ved at komme i orden efter 14 dage på hotel. Det er vistnok kort tid i forhold til nogle af mine kolleger, der har været nød til at bo på hotel i længere tid, da det tager tid at få en lejlighed og få den møbleret. Jeg var meget heldig med min lejlighed, der har en ren luxus beliggenhed og med en dejlig stor terrasse med masser af grønne planter. Der gå vel endnu 14 dage inden jeg får de sidste møbler, men de er bestilt. Alt næsten af bambus. Det er egentlig ret pænt, omend meget forskellig fra vores standard, men dejligt med helt ny stil og muligheden for for en kortere periode at gøre ”noget helt andet”.

Arbejdsmæssigt er det ikke så problematisk. Det jeg laver er skolelederuddannelse, og ikke andet. Jeg skal uddanne 17.000 skoleledere og lave en plan for fremtidens uddannelse. Så det faglige går fint og jeg synes samarbejdet med de lokale er kommet godt igang. Der er ikke den store forskel mellem problemfelterne i Central Asien og så her ihvertfald på det område. Jeg glæder mig over at have været så heldig med projektvalg, idet det kunne have været meget mere problemfyldt. Endelige er jeg er fri for ledelsesansvaret, hvilket også er dejligt. Jeg har en dansker som projektleder og to andre kolleger der er danske og det er gode folk.

Det største problem er nok den klassedeling, der er i samfundet, som spiller ind på alt, og som er synlig fra man vågner til man går i seng. Man skulle ikke tro, at tiden havde ændret sig efter englænderne forlod området. Det hele foregår bare lidt mere organiseret, men mentaliteten er her stadig. Jeg har været nød til at ansætte en hushjælp. Han hedder Antoni og er lidt over 50 år. Egentlig har jeg ikke brug for ham, men han gør livet lettere for mig. Jeg skal ikke stå i kø i 35 graders varme for at betale en regning. Jeg skal ikke vaske op, lave mad... stryge skjorter eller vaske lokum. Det gør Antoni.... Det hele gør han for under 1.000 kroner om måneden. Men 1.000 kroner om måneden er for ham nærmest at blive ”nyrig” og den familie, der pludselig får denne indkomst er blevet godt stillede. Så hvis ikke jeg med min løn kunne bidrage til dette, ja så var jeg mærkelig og måske ikke helt i overensstemmelse med ”hvordan man gør”. Problemet er ikke, at det er mine kollegers opfattelse, men de lokales. Jeg synes det er ”skidt”. Han bor i et rum i stueetagen. Et rum, der, da jeg så det lignede noget jeg knap ville lade min hund bo i. Jeg troede næsten ikke mine egne øjne. Ikke fordi jeg ikke vidste, at sådan kunne det sagtens være og sådan er det også. Men fordi, jeg overtog lejligheden fra et par unge danskere, der var her for Danida penge, og havde deres hushjælp til at bo der. Så havde jeg lige en lille ekstra opgave før jeg fik indstalleret fjernsyn, ny sofa, spisestue og kingsize seng med myggenet. Sådan noget lort.....Hvordan fanden kan man som dansker acceptere dette, det er mig ubegribeligt...


Hvad skal man sige, når man ser alt skrald blive sorteret med håndkraft før det går til destruktion? Hver aften, hver nat sidder 100 vis af folk og finder madrester.

Jeg har også fået engageret mig med en chauffør, der kan være til rådighed, når jeg vil efter arbejdstid. Bortset fra det der med at ”være til rådighed” så er det en god løsning, når man skal have gjort lidt større indkøb, eller vil lidt uden for Gulshan bydelen hvor jeg bor. Infrastrukturen er simpelthen for dårlig til, at man kan komme ordentlig rundt. Normalt bruger jeg rickshaws til at komme rundt i bydelen. Det koster normalt 10 kroner for en timer at blive trukket rundt på sådan en. Så er jeg endda sikker på at jeg betaler 100% mere end de lokale. Det kan derfor godt til min egen store overraskelse få mig til at prutte om prisen. Skal jeg nu betale 3 kroner eller 4 kroner for en tur. Hvor kan man være åndsvag dum engang imellem.

Alt dette taget i betragtning siger mig, at jeg godt forstår hvorfor vi nu for fjerde dag på en måned må blive hjemme på grund af uroligheder i byen. Det er simpelthen ikke menneskeligt den måde, man behandler hinanden på, og vi som konsulenter og vesterlændinge gør det ikke meget bedre end de lokale. Vi snakker om det, men gør ikke meget ved det.

Derfor er der Hartel idag og imorgen. En slags generalstrejke vist nok startet af Ghandi som en slags ulydighedsmanifestation, men som her har udviklet sig til en kamp mellem det siddende styre og så underklassen. Vi er som konsulenter bosat i en del af byen der er godt beskyttet mod denne uro og uorden. Der er bevæbnede vagter overalt, og der er ikke løst krudt i bøsserne. Alle ambasaderne ligger her. Vi er derfor hjemme fra arbejde igen. Det giver mulighed for at få lavet lidt ekstra i lejligheden. Antoni som min hushjælp hedder er jo så startet og det går vist meget godt. Han holder sig mest for sig selv i køkkenet, og når han kommer i stuen, så er det uden at forstyrre. Han har lavet mad til mig nu to gange og det var udmærket, han har endnu ikke dristet sig til at lave lokal mad, men jeg ansatte ham fordi han havde et godt ry som kok fra en anden dansk “herskerfamilie”. Endelig gjorde det heller ikke noget at han også var et godt menneske og at hans søn arbejder i vores projekt..... også som “underdog”. Nu er jeg ikke “pæn”, men det er sådan det er... desværre.

Skulle der engang være nogen der ikke kan forstå hvorfor der er ufred i denne del af verden, skal de enten afskæres fra stemmeretten eller tvinges til at bo herude under de vilkår der gælder for omkring 100.000.000 mennesker. Ja rigtigt, det er ikke forkert, det er 100 millioner på et område der er kun 5 x så stor som Danmark. Uagtet de elendige vilkår har jeg kun mødt venlige mennesker.... meget venlige. Gad vide om tiggerne også synes jeg er det. Der er tiggere overalt, men det er en anden historie værd, som jeg vil komme tilbage til senere. Ligeledes vil jeg engang forsøge at skrive lidt om det at være i et muslimsk land hvor der ingen spiritus kan købes og hvor kvinderne er gemt væk, men hvor mænd dagligt åbenlys tilbyder deres koner og børn til prostitution i gaderne.

Blot lige dette på en dag, hvor monsunregnen er på vej.... hvor regn ikke er en lille byge, og hvor det at “regne i tove” betyder i en størrelsesorden jeg aldrig har set. I baggrunden kører CNN og fortæller om problemfelterne i New York og andre steder i verden.



Jeg ligger på min dejlige bambooseng og skriver dette velvidende at om lidt kommer Antoni og vasker op efter morgenkaffen og går rent omkring mig... sengen har jeg dog selv redt og vasket underbukser, strømper og lommetørklæder også

Mange hilsner til Givskud og nærmeste omegn

Peter