Til Givskud.dk

Ja, så er det ved at være en måned siden jeg forlod den hjemmelige base. Jeg har haft en god rejse herud uden forsinkelser, men elleve timer i fly er lige i overkanten af hvad kroppen kan klare. Desværre kunne jeg ikke sove, men alligevel synes jeg, det er gået nogenlunde med at komme til Dakha i Bangladesh. Peter var og tage imod mig i lufthavnen.Det var dejligt endelig at være nået frem, skønt at se ham igen.
Det første der møder mig da vi kommer ud af lufthavnen er en bølgende varme, det er svært at beskrive, men det føles som om luften bliver taget fra en. Der var nok omkring 40 grader og bagende sol, så de varme dage vi havde derhjemme i juli måned er for intet at regne mod dette. Det næste er oplevelsen af en høj aktivitet omkring en, vrimmel af mennesker, biler der tuder og en helt anden trafikkultur.

 Klik på billedet for stort billede

Vi havde svært ved at finde vores chauffør i dette virvar. Ventetiden blev brugt af tiggere, der stod tæt omkring os med bedende øjne, hvilket er meget svært at se på og vænne sig til i gadebilledet herude. Efter en halv times tid ankom vi til lejligheden. Peter har været fantastisk god til at indrette den og vi har så sammen været ude at købe det sidste, så alt i alt bor vi rigtig godt. Her er alle moderne bekvemmeligheder og en balkon, der må siges at være utrolig dejlig med masser af store planter. Vi er så heldige at lejligheden ligger øverst på sjette sal med tagbalkon der omslutter det hele, og vi har en god udsigt over byen. Som I sikkert har hørt mig fortælle, har vi en mand ansat som hushjælp. Han hedder Anthony og har tidligere arbejdet for en dansk familie. Vi omtaler ham nu som lillemand og mig kalder han madam og herren i huset Mister. Jeg tror ikke jeg kan få ham lært at sige Ruth. Han laver alt husarbejdet, gør rent, vasker tøj og passer blomsterne på balkonnen. Maden han laver smager rigtig godt, mange grøntsager, fisk, ris og specielle krydderier, men jeg har lige sagt til ham, at det må ikke være alt for spyci, da jeg lige skal vænne mig til det. Hygiejnen er helt i top. Det er lidt svært at vænne sig til at have ham en hel dag her, men jeg kan se at det er en god ide, da meget jo ikke fungerer som derhjemme, blandt andet ved han, vor den gode mad skal købes. For ham er det vigtigt at have en indtægt og vi håber, at vi kan give ham en god tid her hos os. Hans familie bor i en landsby tres kilometer herfra, så hver vekend tager han hjem. Han er gift og har fem voksne sønner. Vi bor i gode omgivelser med ambassaderne i nærheden. Der er vagt på ved indgangen til lejlighedskomplekset, hvilket er godt og rart. Befolkningen er meget hjælpsomme og smilende herude, så jeg føler og mærker at omgivelserne er gode.



Jeg har været ude at køre i rikshaw, hvilket er en opevelse i særklasse. Trafikken her i byen er meget hektisk og tæt. Det virker, som om alle har ret til at komme først frem. Svært at se nogen trafikkultur. Kørekortet er vist trukket i en pengeautomat eller lignende sted.Gående bevæger sig ud og ind imellem bilerne. Ved trafikale knudepunkter går der børn og gamle og tigger ved bilerne, andre forsøger at sælge forskellige produkter. Mødre med små børn i favnen , som jeg har hørt, er lånt af andre mødre og givet bedøvende medicin så de ligger stille, medens kvinden går og tigger i mylderet mellem bilerne. Alt dette i en kultur, hvor nogle må tigge sig frem til lidt brød og andre kører rundt i flotte vestlige biler. I vil i de følgende breve få lidt mere om landets kultur og hverdag, samt lidt om hvad dagene går med herude. Nu skal jeg lige vænne mig til alt det nye omkring mig og også dette ikke at have så travlt i hverdagen. Det er jo også en kunst at finde det positive ved at have god tid.

Hilsen
Fra
Peter og Ruth.